Det blev til en dobbelt Ferrari-sejr, da Sebastian Vettel og Charles Leclerc i søndagens Formel 1-grandprix i Singapore endte på de to øverste trin, mens Kevin Magnussen sluttede som nummer 17.

Her er tre ting, vi lærte i Singapore.

1. Vi har en ny supersjerne

Det er nye tider i Formel 1. Charles Leclerc har nu taget tre pole positions i træk, og selv det var hans Ferrari-makker, Sebastian Vettel, der vandt i Singapore, er 21-årige Charles Leclerc godt i gang med at vælte den 32-årige, firdobbelte verdensmester Sebastian Vettel af Den Stejlende Hingst.

Og nu truer unge Leclerc også selveste Lewis Hamilton: Det bliver ikke i år, Leclerc vinder VM. Men det varer ikke længe.

2. Penge betyder (stadig) for meget

Formel 1-feltet har altid bestået af en blanding af kørere, der var med på grund af deres talent, og kørere, som på en eller anden måde betalte for deres sæde. I de seneste år er antallet af 'betalingskørere' reduceret, og det har ud fra et sportsligt synspunkt naturligvis været glædeligt.

Men penge er stadig vigtige i verdens dyreste sport: At en talentfuld, erfaren kører som Nico Hülkenberg ser ud til at ryge ud af feltet, mens den canadiske milliardær-arving Nicolas Latifi er på vej ind, understreger, at penge stadig betyder (for) meget.

3. Dommerne forfølger ikke Magnussen

Blandt mange danske Formel 1-fans har der i årevis været en teori om, at dommerne 'forfulgte' Kevin Magnussen – at de straffede ham hårdere og oftere end andre kørere.

Det har ikke været tilfældet, og det blev synliggjort i Singapore.

Den lille kontrovers mellem Magnussen og Sergio Perez under fredagstræningen blev – som altid – bedømt nøgternt og fair, og det var Perez, der fik en advarsel. Hvis dommerne på nogen måde var efter Magnussen, havde det været nemt at smøre denne 'race incident' af på danskeren. Det skete ikke, og det understregede, at F1-dommerne er objektive.