Sæsonen 13. Formel 1-løb er overstået.

Her er de tre ting, som B.T.s omrejsende Formel 1-korrespondent Peter Nygaard lærte af begivenhederne på Spa-banen i løbet af weekenden.

1. Racing er farligt

Anthoine Huberts tragiske ulykke lørdag understregede, at racing er farligt. Med nutidens sikre biler og baner, er det nemt at glemme. Vi skal lære af Huberts ulykke, men vi skal ikke pege fingre: Der er ikke nogen, der har skylden, der er ikke nogen, der kan stilles til ansvar. I sin kamp for at opfylde sin passion og drøm om Formel 1 var Anthoine Hubert frygtelig uheldig.

Der vil altid vil være en risiko forbundet med at køre 300 km/t.

2. Nye teams på vej

Efter 2021-reglementet – inklusiv et loft over budgetterne – så småt er ved at komme på plads, har flere nye teams meldt interesse for at komme med i Formel 1-feltet. Bortset fra Haas er alle nye teams i dette årtusinde enten gået konkurs eller trukket sig ud igen efter kort tid.

Formel 1-organisationen vil i princippet byde nye teams velkommen, men vil næppe give dem en plads før tidligst 2022: Men vil først sikre de 10 nuværende teams finder sig til rette under det nye 2021-reglement.

3. Hulken på jobjagt

Renaults beslutning om at hyre Esteban Ocon efterlader Nico Hülkenberg i kedelig situation: Fra et være en af de mest velbetalte kørere i feltet, skal tyskeren nu finde nyt arbejde i et af de mindre teams. Haas ser ud til at være den mest oplagte mulighed, og de tidligere arvefjender Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg er begyndt at sige pæne ting om hinanden.

Om et Magnussen/Hülkenberg line-up vil kunne fungere? Mindst ligeså godt som Magnussen/Grosjean…

Allerede i den kommende weekend køres der igen grandprix. Denne gang på Monza-banen i Italien.