En tragedie udspillede sig torsdag på den legendariske racerbane Sebring International Raceway.

Her omkom den amerikanske racerkører Katarina Moller, da hun forulykkede i sin dragracer.

Den 24-årige racerkører mistede herredømmet over den ekstremt kraftfulde racer, hvor bilerne kappes om at tilbagelægge et langt lige stræk hurtigst, og hun døde senere af skaderne fra ulykken.

Det var angiveligt Katarina Mollers indledende træningsforsøg, der endte fatalt.

Katarina Mollers teamchef, Chris Larsen fra Larsen Motorsports, begræder tabet af den unge kvindelige kører.

»Kat har været en del af vores familie i fem år, og vi kan ikke sætte ord på vores sorg. Vi sætter pris på alle jeres bønner i denne meget svære tid,« skriver Chris Larsen på teamets hjemmeside.

Chef for Sebring International Raceway, Wayne Estes, siger følgende om ulykken på sin racerbane.

»Vi kendte alle Kat godt, og vi var store fans af hendes personlighed og køreregenskaber. Hele motorsports-miljøet er knuste.«

Årsagen til ulykken undersøges nu af Highland County Sheriff’s Office.

Det vides endnu ikke, hvorfor Katarina Moller, der havde kørt dragrace siden hun var 13 år gammel, mistede kontrollen over raceren.