To teammedlemmer fra Kevin Magnussens Haas F1 er i selv-isolation på et hotel i Melbourne, hvor året første Formel 1-grandprix køres i weekenden.

»Vi har fulgt de forskrifter der findes,« siger Haas' talsmand, Stuart Morrison:

»De to følte sig sløje, og så er proceduren, at de skal testes og i isolation. Og nej – ingen er af de to er danskere,« fortsætter Stuart Morrison med henvisning til Kevin Magnussen og hans assistent Jesper Carlsen.

Endnu er det ikke afklaret, om de to Haas-ansatte altså er blevet smittet med coronavirussen.

»Vi ved endnu ikke, hvornår vi får resultatet af prøverne, men jeg fortstår der er stort pres på de lokale laboratorier,« siger Stuart Morrison.

Også hos et andet Formel 1-team er der opstået en lignende situation.

»Jeg kan bekræfte, at en af vores teammedlemmer er i isolation på et hotelværelse, mens vi afventer resultatet af hans prøve,« siger McLaren-pressechef Tim Bampton.

Endnu er det planen, at årets Formel 1-weekend afvikles uden restriktioner i forhold til corona-virus. Det vil sige, at der bliver lukket omkring 300.000 tilskuere ind på Albert Park-anlægget i løbet af de tre dage med træning, kvalifikation og løb - som du altsammen kan følge live her hos B.T.