Kevin Magnussens tidligere teamkammerat og nu Formel 1-ekspert opfordrer Haas til at finde to nye kørere til den kommende sæson.

Engelske Jolyon Palmer kender ellers danske Kevin Magnussen indgående fra deres fælles tid hos Renault i 2016.

Alligevel opfordrer Jolyon Palmer Haas-ledelsen til at se andre veje end danskerens, når valget om teamets fremtidige kørere træffes.

Det sker i BBCs Formel 1-podcast The Chequered Flag, som Jolyon Palmer er en fast del af sammen med værten Jennie Gow og kommentatoren Jack Nicholls.

Jolyon Palmer opfordrer Haas til at skifte Kevin Magnussen og Grosjean ud med to arbejdsløse Formel 1-stjerner. (AFP / FRANCK FIFE)
Jolyon Palmer opfordrer Haas til at skifte Kevin Magnussen og Grosjean ud med to arbejdsløse Formel 1-stjerner. (AFP / FRANCK FIFE) Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Jeg mener, at Racing Points kørersammensætning (i Tyskland, red.) var et meget stærkt lineup for et midterfeltshold.«

»Perez og Hülkenberg er begge uden aftale til næste år. Og er du Haas, så hent dem begge - bare skriv kontrakt med begge to. Tag dem som en pakkeløsning, og så har du potentielt det stærkeste lineup i midterfeltet,« siger Jolyon Palmer og fortsætter:

»De er begge to pålidelige i forhold til at score point, og de leverer godt nærmest hver eneste løbsweekend. Haas, men også Alfa Romeo, har brug for nyt blod i form af et kørerskifte - og det vil formentlig gøre dem stærkere.«

Jolyon Palmer går ikke konkret ind og vurderer Kevin Magnussens muligheder for at blive i Formel 1, eller hvad der så skal blive af danskeren, hvis ellers han ender med at forlade Haas-teamet.

Jolyon Palmer var teamkollega med Kevin Magnussen i 2016 hos Renault. (AFP PHOTO / Paul Crock)
Jolyon Palmer var teamkollega med Kevin Magnussen i 2016 hos Renault. (AFP PHOTO / Paul Crock) Foto: PAUL CROCK
Vis mere

Jolyon Palmer og Kevin Magnussens tid sammen hos Renault sluttede, da danskeren efter 2016-sæsonen forlod teamet og tog til Haas.

Renault valgte derefter at fortsætte med Jolyon Palmer, men englænderen endte med at ryge ud i 2017 efter flere skuffende præstationer.

Siden har han arbejdet som Formel 1-ekspert hos BBC, hvor han til gengæld er bredt anerkendt for sine analyser og klare holdninger til såvel strategier som kørere og teams i pitten.

Haas har endnu ikke meldt ud, hvornår teamet regner med at have kørerne på plads til 2021.