Det er aldrig rart at se andre køre ens racerbil, og Kevin Magnussen kunne onsdag på ny se sin Haas blive kørt af en ung kollega.

Sidste testdag på Yas Marina-banen blev afviklet med 21-årige Louis Delétraz i bilen hos Haas.

Den unge kører fra Schweiz havde fået muligheden for at vise sig frem, da feltet for sidste gang i år kørte Formel 1-racerne i Pirellis dæktest.

Louis Delétraz har i år kørt Formel 2 med begrænset succes, men med opbakning fra hans sponsorer fik han adgang til Kevin Magnussens racer.

Og det var en stor oplevelse, fortæller han.

'Det var en ret fantastisk dag. Det var min første Formel 1-test, og det har været en drøm, siden jeg var barn. Det var endnu et skridt frem, og dagen gik meget godt,' siger Louis Delétraz i en pressemeddelelse fra Haas-teamet.

Tirsdag kørte Pietro Fittipaldi, der er ny og officiel test- og udviklingskører hos Haas, bilen. Her bøvlede amerikanerne med tekniske problemer, men onsdag fik Haas og Louis Delétraz virkelig hentet meget data hjem.

'Vi tilbagelagde 117 omgange, hvilket er meget i en dæktest og meget data. Jeg gjorde mit bedste, og jeg håber, at teamet er glad for min indsats. Jeg nød det virkelig,' fortæller Louis Delétraz.

Kevin Magnussen udlånte igen raceren til en ung kører i Abu Dhabi. (REUTERS/Ahmed Jadallah)
Kevin Magnussen udlånte igen raceren til en ung kører i Abu Dhabi. (REUTERS/Ahmed Jadallah) Foto: AHMED JADALLAH
Vis mere

Umiddelbart ligger en debut i Formel 1 ikke lige om hjørnet for Louis Delétraz i en tid, hvor talenterne i den grad banker på.

Men Louis Delétraz er slet ikke i tvivl om, at Formel 1 er målet med hans racerkarriere.

'Fysisk havde jeg det fint, og jeg kæmpede slet ikke med det. Jeg fik at vide, at jeg skulle teste for en måneds tid siden, men jeg havde forberedt mig uanset hvad. Formel 1 har altid været målet, og det har været en stor dag,' siger han og fortsætter:

'Det har været godt for fremtiden. Det har været en dag, vi altid vil huske.'

Louis Delétraz var 8.-hurtigst i Abu Dhabi, hvor 11 kørere satte omgangstider.

Hurtigst var Charles Leclerc, der kører sin første tur hos Ferrari.