B.T. fortæller om de danske racerkørere, der var tæt på Formel 1, men aldrig fik chancen. I dag: Ole Vejlund

79-årige Ole Vejlund er Danmarks ukendte Formel 1-kører. Men han testede midt i 1970'erne for et af holdene i midterfeltet og var ganske tæt på en debut i kongeklassen.

Vejlund arbejdede i reklamebranchen, da han i starten af 1960'erne begyndte at køre race på Roskilde Ring. Talentet var tydeligt, og fra standard- og sportsvogne avancerede han i 1966 til Formel 3.

I 1967 mødte han den engelske racer-krejler Frank Williams, der udlejede en Brabham Formel 3-racer til danskeren. Williams, der blev adlet i 1999 og i dag rettelig skal tiltales Sir Frank, oprettede senere et Formel 1-team, der med hensyn til VM-titler kun overgås af Ferrari.

Ole Vejlund i Ensign-raceren på Snetterton-banen i England. En fuld sæson havde kostet danskeren cirka 500.000 kroner.
Ole Vejlund i Ensign-raceren på Snetterton-banen i England. En fuld sæson havde kostet danskeren cirka 500.000 kroner. Foto: Morten Alstrups Arkiver
Vis mere

I Williams' Brabham udviklede Vejlund sig til en af Skandinaviens bedste Formel 3-kørere, men hvor hans konkurrenter som regel tilbragte et eller to år i klassen, inden de rykkede videre, stallede danskerens karriere.

To af hans hårdeste konkurrenter, svenskerne Ronnie Peterson og Reine Wisell, avancerede til Formel 2 og kort efter Formel 1, men Vejlund blev hængende i Formel 3.

Problemet var det samme som hos andre danske Formel 1-aspiranter: Penge. Med en baggrund i reklamebranchen var Vejlund dygtig til at finde sponsorer, men beløbene rakte ikke til mere end Formel 3.

Med sin mangeårige Formel 3-erfaring blev Vejlund en anerkendt testkører, og i midten af 1970'erne fik han job hos den engelske racerbilsfabrikant Ensign. Ved siden af Formel 3-indsatserne testede han også ved flere lejligheder fabrikkens Formel 2-biler.

I 1973 betalte den stenrige Opel-arving Rikki von Opel Ensign for at bygge en Formel 1-bil. Samarbejdet mellem Ensign og Opel blev aldrig nogen succes, og Rikki von Opel stoppede sin ikke særligt succesrige racerkarriere allerede året efter.

Men Ensign arbejdede videre med Formel 1-bilen, og her fik Vejlund chancen.

På den engelske Snetterton-bane gennemførte han en lovende test, og Ensign ville gerne have ham som fast Formel 1-kører.

Det krævede bare et økonomisk input fra Danmark på cirka 500.000 kroner. Vejlund var tæt på at få Mærsk med på vognen, men til sidst viste det sig umuligt at finansiere Formel 1-drømmen.

Ole Vejlunds enorme Formel 3-erfaring sikrede ham midt i 70´erne en Formel 1-test for Ensign, men der var ikke budget til en løbs-debut.
Ole Vejlunds enorme Formel 3-erfaring sikrede ham midt i 70´erne en Formel 1-test for Ensign, men der var ikke budget til en løbs-debut. Foto: Morten Alstrups Arkiver
Vis mere

Da Formel 1-drømmen var opgivet

Efter Formel 1-testen vendte Ole Vejlund tilbage til Formel 3, hvor han kørte helt frem til 1978.

Danskeren har dermed haft en af de allerlængste Formel 3-karrierer i international racing, og det sluttede ikke med hans sidste Formel 3-løb i sommeren 1978.

I 1994 gjorde den nu 53-årige Vejlund comeback i dansk standardvognsracing, og senere fulgte succesfulde sæsoner i historisk Formel 2000.