B.T. fortæller om de danske racerkørere, der testede Formel 1, men aldrig fik chancen i løb. I dag: Tom Kristensen

Tom Kristensen er ofte blevet udnævnt til ’Verdens bedste racerkører uden for Formel 1’. Med sine i alt ni sejre i Le Mans har han sat en rekord, der næppe nogensinde bliver slået. Men kongeklassen mangler på det imponerende racer-cv.

Han var ellers godt på vej. I 1991 efterfulgte Kristensen en vis Michael Schumacher som tysk Formel 3-mester, men danskeren manglede den økonomiske opbakning til at avancere i det internationale racerhierarki. Han satsede derfor i de følgende år på japansk motorsport, hvor der var gode penge at tjene.

Efter fire succesrige år i Østen vendte han i 1996 tilbage til Europa som en ganske velhavende mand. Men pengene skulle ikke bruges på race – han insisterede på at være professionel racerkører og få løn for sit arbejde.

Tom Kristensen i Minardi i december 1997. Han kunne starte Formel 1-sæsonen 1998 for det lille team gratis, men afslog tilbuddet.
Tom Kristensen i Minardi i december 1997. Han kunne starte Formel 1-sæsonen 1998 for det lille team gratis, men afslog tilbuddet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I en tid, hvor mange af pladserne i Formel 1 var afhængige af kørernes økonomiske input, blev det svært at udleve Formel 1-drømmen.

I 1996-97 klarede Kristensen sig så godt i Formel 3000, at hen blev tilbudt en Formel 1-test hos Minardi. Her var han så overbevisende, at han fik et næsten uhørt tilbud: »Jeg kunne få lov til at starte 1998-sæsonen og køre de seks første løb gratis – derefter skulle der findes en million dollar til resten af året,« fortalte Kristensen.

Men Kristensen, der allerede havde lukrative 1998-aftaler på plads med Honda og BMW i standard- og sportsvogne, tog ikke chancen.

Det lille Minardi-team var da heller ikke en oplagt vej til Formel 1-succes. Men det er værd at bemærke, at Fernando Alonso tre år senere grundlagde sin Formel 1-karriere hos Minardi.

Racerkører Tom Kristensen, formel 3000, team Edenbridge, tidligere Shannon-team., England
Racerkører Tom Kristensen, formel 3000, team Edenbridge, tidligere Shannon-team., England Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

I sommeren 1998 var Tom Kristensen igen tæt på Formel 1. BAR-Tyrrell overvejede at lade danskeren overtage Ricardo Rossets sæde.

Man arrangerede en shoot-out test, men da brasilianeren var hurtigst, og han samtidig fandt nye sponsorer i sit hjemland, beholdt han sin plads.

I de følgende år hjalp Tom Kristensen Williams-teamet og Michelin med at udvikle deres Formel 1-bil og -dæk, men han kom aldrig til start i et grandprix.

»Jeg fortryder ikke noget. Hvis jeg havde kørt Formel 1 for Minardi eller BAR-Tyrrel, havde der ikke været nogen garanti for succes. Det eneste, der er sikkert, er, at jeg så ikke havde fået de mange sejre i Le Mans,« siger Kristensen.

Da Formel 1-drømmen var opgivet

I 1999 måtte Tom Kristensen indse, at Formel 1-drømmen aldrig ville gå i opfyldelse.

Han sadlede om til standard- og sportsvogns-racing, hvor han blev en legende i 24-timersløbet i Le Mans.

Han vandt det klassiske langdistanceløb i alt ni gange, inden han stoppede karrieren i 2014. Tom Kristensen er i dag ekspertkommentator på TV3 og dommer ved udvalgte Formel 1-løb.