Den unge racerkører Frederik Vesti imponerer fortsat med ny sejr i den europæiske Formel 3-serie.

Frederik Vesti er det seneste danske Formel 1-håb, og det er han efterhånden med god grund.

Teenageren har i denne sæson vist spændende sider af talentet i den europæiske Formel 3-serie, der rangerer lige under den officielle Formel 3, hvor landsmanden Christian Lundgaard er blandt de mest fremtrædende i feltet.

Formel 3 kan meget vel være næste skridt for Frederik Vesti, som lørdag sejrede i et kaotisk løb på Formel 1-banen i Barcelona.

Her startede Frederik Vesti fra andenpladsen i weekendens første af tre heat efter navnkundige David Schumacher, der er søn af den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher.

Den danske racerkører befandt sig dog godt på den halvvåde bane og overhalede tyskeren efter seks omgange.

Frederik Versti formåede undervejs at åbne et forspring på hele seks sekunder og blev jagtet af Ferraris juniorkører Enzo Fittipaldi - som også er i familie med legenden Emerson Fittipaldi.

Trods en safetycar lige før løbets afslutning holdt Frederik Vesti hovedet koldt og tog sejren.

Danskeren fører serien solidt foran netop Enzo Fittipaldi, som han er teamkammerat med hos Prema Powerteam.

Teamet er en af de mest anerkendte talentskoler i junior-kategorierne.

Efter denne weekend resterer der to afdelinger af serien, hvor Frederik Vesti med lidt held og dygtighed kan tage både mesterskabet samt rookie-mesterskabet.

Sker det, skal Frederik Vestis bagland ud og finde den helt store pung frem for at få ham videre op i Formel 3, der kører som supportklasse til Formel 1.