Det er kedeligt at se Formel 1.

I hvert fald hvis man spørger nogle af de helt store medier i Europa. Det handler i bund og grund om, at det er blevet alt for forudsigeligt, mener engelske Daily Mail og tyske Bild.

De to medier har med hver deres udgangspunkt kigget på dette års Formel 1-sæson, der efter otte grandprixer har haft Lewis Hamilton øverst på skamlen seks gange og teamkammeraten Valtteri Bottas to.

Og det er netop et af irritationsmomenterne for Daily Mail, der har fem helt store kritikpunkter.

  1. Lewis Hamiltons dominans
  2. Ferrari er en fiasko
  3. Der er ingen fare
  4. Bilerne er for nemme
  5. Holdene passer kun egne interesser

Flere af kritikpunkterne giver sig selv, men lige netop Formel 1-bilerne er interessante at kigge på. For her mener Daily Mails Jonathan McEvoy, at der er flere problemer.

»Hamilton siger, at bilerne er for tunge og ikke fysisk krævende nok. Hvordan i alverden kan det være sådan? F1 skal være den ultimative test af en kørers evner - ikke et mesterskab for ingeniører,« skriver Jonathan McEvoy,

Han vil have fjernet noget af aerodynamikken, som limer bilerne til banen ‘og dermed forhindrer overhalinger’, og så foreslår han også at lukke ned for radiokommunikationen.

Foto: ERWIN SCHERIAU
Vis mere

»Pålideligheden har erstattet uforudsigeligheden. Motorerne er for lydløse og savner det øredøvende brøl af fortid. Skru op for volumen,« skriver Jonathan McEvoy.

Og han bakkes op af en af Formel 1-feltets egne. For Sergio Perez fra Racing Point er helt med på vognen.

»F1 er alt for kedeligt. Du tænder for tv’et, og så ved du, hvem der vinder løbet,« siger Sergio Perez til Daily Mail og fortsætter.

»Vi vil have de bedst mulige biler, som vi kan køre, men vi vil også gerne have, at alle er i stand til at konkurrere, så det bliver mere tæt. Lige nu er det alt for forudsigeligt.«

Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

Der er en generel utilfredshed med Formel 1 for tiden. For også tyske Bild går til stålet. Her har man dog valgt især at fokusere på, hvad der kunne gøre Formel 1 sjovere.

  1. Sæt loft på pengeforbruget
  2. Gør bilerne lettere
  3. Stop dæk-brokkeriet - I har testet dem længe

Om det er noget, som Formel 1-bosserne så vil lytte til, er noget helt andet. Men når selv kørerne kritiserer formatet, er der måske noget om snakken. Det var især det seneste Grand Prix i Frankrig, der har fået Formel 1-skribenterne op af stolene. Et løb, som Lewis Hamilton kørte stensikkert hjem.