Det koster Haas-bossen Günther Steiner dyrt, at han overfussede en dommer over teamradioen for to uger siden i Rusland.

Kevin Magnussens chef blev nemlig fredag idømt en bøde på 7500 euro (cirka 56.000,- kr).

Det skete, da danske Tom Kristensen og de øvrige dommere ved Japans Grand Prix behandlede Haas-bossens radio-udfald mod dommerne i Rusland.

Her kaldte Günther Steiner over pit-radioen en af dommerne en ’idiot’ og fortsatte:

»Han bliver aldrig klogere.«

Dommerne i Rusland bad det japanske dommerpanel, hvor Tom Kristensen er kører-repræsentant, om at bedømme sagen.

Derfor indkaldte Tom Kristensen og co. Günther Steiner til forhør om situationen.

Efterfølgende var de ikke i tvivl.

Günther Steiner med sine udtalelser havde bragt sporten og FIA i miskredit.

Selvom Günther Steiner beklagede sine udtalelser, fik han bøden på de 56.000 danske kroner.

Samtidig blev det understreget, at man ville slå hårdt ned på nye udtalelser i samme stil fra Günther Steiner, der er blevet lidt af en legende på grund af sit ofte ret frie sprogbrug.

Hør Haas-bossens dommer-sviner i playeren i toppen af artiklen.