Sjettebedste tid i Monaco.

Kevin Magnussen leverede en af karrierens største præstationer, da han lørdag kvalificerede sig som nummer seks til Monacos Grand Prix.

Han var i top-10 i alle tre dele af kvalifikationen, men i Q2 kyssede han barrieren med blokerede bremser. Han kom tilbage til pitten, hvor mekanikerne under enormt tidspres fik skiftet fronten.

»Mekanikerne var fantastiske til at få mig på banen igen – de var geniale,« jublede Kevin Magnussen efter sjettepladsen.

Hans teamkammerat, Romain Grosjean, besatte 13.-pladsen, men blev i Q2 hæmmet af Pierre Gasly (Red Bull-Honda). Gasly blev efterfølgende indkaldt til dommerne, efter han satte femtebedste tid. Hvis han på grund af episoden med Grosjean straffes med tab af en eller flere startplaceringer, rykker Magnussen op på femte position.

Kvalifikationen over en omgang og med minimal benzin i tankene har været Haas' stærkeste kort i denne sæson. Til gengæld har Kevin Magnussen og Romain Grosjean i mange af løbene haft svært ved at forsvare deres gode startplaceringer på grund af problemer med dækkene.

»Bilen føles god med lav benzinmængde i tanken, og nu må vi se, hvordan det går med dækkene. Selvfølgelig skal vi være hurtige over distancen, men det er ikke det vigtigste på denne bane, hvor det er så svært at overhale,« sagde Kevin Magnussen.

»Bilen ser ud til at være konkurrencedygtig, så nu må vi bare afvente, hvordan det går i løbet. Men her er en god startposition som regel lig med et godt resultat,« tilføjede teamchef Günther Steiner.

Hamilton tog pole for Lauda

Mercedes-teamet, der tidligere på ugen mistede deres bestyrelsesformand, den tidligere verdensmester Niki Lauda, starter i første række med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

»Det var Niki, der fik overtalt mig til at skifte til Mercedes, og i de sidste mange år har han været min tætteste allierede i teamet,« sagde en følelsesladet Lewis Hamilton efter at have taget sin første pole position siden sæsonpremieren i Australien.

Max Verstappen (Red Bull-Honda) og Sebastian Vettel (Ferrari) deler anden række, mens den anden Ferrari-kører, den lokale helt Charles Leclerc, blev slået ud allerede i Q1  og starter fra 16.-pladsen.