Storfavoritten Max Verstappen måtte give fortabt i Q2 og starter som nummer 15.

Den overraskelse kunne have hjulpet Kevin Magnussen, der dog fejlede på det afgørende forsøg og dermed røg ud lige før Q3.

Banen blev bedre og bedre undervejs, så alle forbedrede sig kraftigt undervejs - men ikke Magnussen da det kom til sidste forsøg på bybanen.

Det så ellers lovende ud for Haas undervejs, men Nico Hülkenberg og Magnussen starter som hhv. nummer 10 og 13.

I kvalifikationen til sæsonens første løb endte Magnussen som nummer 17, så der var da lidt fremgang at spore, selvom muligheden for noget større så ud til at være til stede ved lørdagens kval.

Søndagens løb køres fra kl. 18, og der kan man forvente endnu mere drama, for her vil mesterskabsfavoritten Verstappen skulle kæmpe sig op gennem feltet, og det kan ende som et hundeslagsmål undervejs.

Red Bull-holdkammeraten Sergio Perez starter i pole position, mens Fernando Alonso begynder løbet i anden position.

Ferraris Charles Leclerc blev elles nummer to i kvalifikationen, men slæbte rundt på en straf på ti placeringer - han starter dermed lige foran Magnussen.