I 23 omgange så det godt ud for racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) i sæsonens første Formel 1-grandprix i Australien.

Men efter et pitstop kom Haas-raceren aldrig i gang igen, og danskeren måtte dybt nedbøjet udgå af løbet, hvor han hidtil havde ligget på fjerdepladsen.

Umiddelbart efter måtte også teamkollega Romain Grosjean parkere sin racer på en katastrofal premieredag for Haas-teamet.

Sebastian Vettel (Ferrari) vandt løbet foran Lewis Hamilton (Mercedes) og kan sætte 25 point ind på sæsonkontoen efter det første af i alt 21 løb.

Med danske øjne overskyggede Haas-dramaet dog i nogen grad den hidsige kamp om førstepladsen.

Over holdradioen blev der meldt om problemer med bilens ophæng, men det så ud, som om et af dækkene ikke sad ordentligt fast, da Magnussen forsøgte at vende tilbage på banen.

Haas' teamchef, Günther Steiner, kunne sønderknust se til, mens begge trumfkort blev spillet ham af hænde.

Holdet har ellers haft en god optakt til sæsonen, og lørdagens kvalifikation understregede, at begge Haas-racere havde mere fart end i sidste sæson.

Sådan så det også ud i de første omgange af søndagens grandprix, hvor Magnussen med en smart manøvre overhalede Max Verstappen (Red Bull) i første sving.

Da rykkede han en plads frem fra sin startplacering som nummer fem, og det lykkedes at holde Verstappen på afstand i de næste ti omgange, inden hollænderen begik en kørefejl og tog en snurretur på banen.

Derefter lå de to Haas-racere nummer fire og fem, men det, der lignede holdets bedste løb nogensinde, blev få omgange senere vekslet til en stor nedtur.

Forrest i feltet havde Vettel overtaget førstepladsen fra Hamilton, som startede løbet i pole position.

Briten var dog ikke indstillet på at give sig uden kamp, og det udløste en bidsk duel om sejrschampagnen i løbets sidste 25 omgange.

Vettel kunne hele tiden se rivalen i bakspejlet, men det lykkedes at forsvare sig og bugsere den røde Ferrari først over målstregen til tyskerens 48. sejr i karrieren.

Den anden Ferrari-kører, Kimi Räikkönen, tog tredjepladsen og den sidste plads på podiet.

/ritzau/

Genoplev søndagens Formel 1-Grand Prix live herunder: