Tyfonen Hagibis lukker Suzuka-banen lørdag, og hverken tilskuere eller medier må af sikkerhedshensyn opholde sig i området.

Kvalifikationen til Japans Grand Prix skal i stedet afvikles søndag formiddag klokken 10 lokal tid (03.00 dansk tid).

Hagibis, der fører massiv regn og vind af orkanstyrke med sig, vil ifølge meteorologerne ramme Suzuka lørdag eftermiddag lokal tid.

Den ventes at have passeret området inden den planlagte løbs-start klokken 14.10 søndag, men søndag formiddag kan Suzuka stadig være påvirket af tyfonen.

Hvis det ikke er muligt at gennemføre kvalifikationen klokken 10.00, vil resultatet af fredagens FP2-træning være afgørende for startplaceringerne.

Mens arrangørerne allerede nu har rykket lørdagens kvalifikation, så blev der rent faktisk kørt Formel 1 på Suzuka-banen natten til fredag dansk tid.

Her afviklede Kevin Magnussen og de øvrige racerstjerner den første frie træning, hvor den danske Haas-kører blev nummer 15.

Danskeren var et halvt sekund langsommere end teamkollega Romain Grosjean, der blev nummer 11.

I front af feltet så de to Mercedes-racere nærmest skræmmende hurtige ud.

Således var Valtteri Bottas og Lewis Hamilton næsten et sekund Sebastian Vettel og Charles Leclerc fra Ferrari.

På grund af tyfonen bliver anden frie træning nu anderledes betydningsfuld.

Det sker, som skrevet, fordi resultatet fra denne kommer til at afgøre startgridden, hvis det heller ikke lykkes af køre kvalifikation søndag formiddag.