Formel 1-teamet Racing Point Force India får nyt navn i den kommende sæson.

Det er engelske Autosport, der skriver historien om teamets nye navn.

Force India blev i år opkøbt af flere rigmænd, hvor Formel 1-køreren Lance Strolls far var en af de bærende kræfter.

Den manøvre betød i første omgang, at det oprindelige Sahara Force India-team skiftede navn til Racing Point Force India.

Sergio Perez og Lance Stroll kører for det nye hold i 2019. (EPA/DANIEL DAL ZENNARO)
Sergio Perez og Lance Stroll kører for det nye hold i 2019. (EPA/DANIEL DAL ZENNARO) Foto: DANIEL DAL ZENNARO
Vis mere

Men det navn viser sig nu kun at være midlertidigt.

Og dermed genopstår holdet endnu en gang med et nyt navn og logo, når de første testkørsler begynder efter nytår.

Navnet er fortsat en hemmelighed, men teamchef Otmar Szafnauer bekræfter, at 'Racing Point' ikke er en del af holdets navn i 2019.

»Det (Racing Point, red.) skulle kun bruges til at indikere en fremtidig ændring, som vil ske og blive annonceret før 2019-sæsonen,« siger han til Autosport.

Racing Point Force India er i øvrigt ikke det eneste Formel 1-team, der kommer til sæsonen med nyt navn og formentlig med et helt nyt udseende på bilerne.

Det samme gælder Kevin Magnussens Formel 1-team.

Her kommer Haas til at hedde Rich Energy Haas F1 Team, og der florerer lige nu skitser på de sociale medier, hvor Haas' rød/hvide racer er malet sort med guld-stænk.

Det er dog slet ikke bekræftet, hvordan 2019-udgaven af Kevin Magnussens bil vil se ud.