Italiens Grand Prix blev en ny, uforskyldt skuffelse for Kevin Magnussen. Han gjorde alt, hvad han skulle i Monza, men uheld og en ødelagt gearkasse sendte ham ud af løbet.

Bag kulisserne er teamejer Gene Haas og teamchef Guenther Steiner i gang med at undersøge kører-markedet op til næste sæson. Der er masser af bejlere til teamets to biler, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at de vil tilbyde Kevin Magnussen en ny aftale.

Danskeren har nu i tre år sat teamkammerat Romain Grosjean i skyggen, og mens franskmanden har stået i stampe og begået mange fejl, udvikler den syv år yngre Magnussen sig stadigt positivt. Op til en 2021-sæson, hvor man af økonomiske hensyn skal genbruge de nuværende biler, vil det være ulogisk at udskifte begge kørere, og så længe Magnussen både er bedre, yngre og har mere fremtidspotentiale end Grosjean, burde valget være let.

Men hvad byder fremtiden på for Haas F1 Team?

Jeg ved ikke, om 2020 fra starten var udset til at være en discount-sæson for Haas. Noget tyder på det, for allerede inden den aflyste sæsonpremiere i Australien i marts stod det klart, at 2020-modellen VF20 ikke ville blive udviklet i løbet af året.

Og da sæsonen først kom i gang, blev det tydeligt, at Haas ikke satser voldsomt i 2020. Da Magnussens bil blev smadret efter et sammenstød med Alexander Albon i årets blot fjerde løb, det britiske grandprix, blev den genopbygget med mange brugte dele. At reservedelslageret var i bund allerede så tidligt på sæsonen, tyder på, at det aldrig har været særligt omfattende.

Det virker på mange måder, som om Haas F1 Team allerede mere eller mindre bevidst har opgivet 2020-sæson. Den svage Ferrari-motor har kun været med til at fremskynde denne udvikling, for uanset hvor meget man kan forbedre VF20, og lige meget hvor mange nye reservedele der ligger på lageret i Banbury, vil man aldrig kunne kompensere for den håbløse motor.

På den baggrund er det ikke overraskende, at Haas nu kæmper for at undgå sidstepladsen i konstruktør-VM 2020.

Discount-sæsonen 2020 skulle oprindeligt lede frem til en helt ny virkelighed i 2021. Her skulle et nyt reglement træde i kraft, der blandt andet havde til formål at gøre små team som Haas mere konkurrencedygtige. Det skulle ske med helt nye biler, en ny og mere fair fordeling af sportens indtægter og et såkaldt budgetloft, der ville tvinge de store team til at reducere deres budgetter markant.

Set fra Haas' synspunkt var det fornuftigt at gøre 2020 til en mellemsæson for i stedet at fokusere på 2021, der så ud til at ville give teamet de bedste chancer nogensinde.

Men corona-krisen har fået det internationale bilsportsforbund FIA til at ændre 2021-reglementet. De økonomiske tiltag omkring fordelingen af sportens indtægter og budgetloftet bibeholdes, men de nye biler udskydes til 2022.

Det efterlader Haas i et underligt tomrum. Nu bliver man tvunget til at fortsætte med den underudviklede VF20 i endnu en sæson, og derfor er man allerede nu ved at rette fokus på 2022.

2021 kan altså blive endnu et discount-præget 'mellemår' for Haas. Derfor skal Magnussen sørge for at få en kontrakt på minimum to år, så han stadig er med, når Haas' store chance med et års forsinkelse kommer i 2022. Ellers risikerer han en sæson a la 2016, hvor han i en underudviklet Renault bare holdt sædet varmt til andre.

Heldigvis ser Haas-ledelsen også det store billede. Teamchef Guenther Steiner siger, at de kørere, der bliver ansat for næste sæson, også skal køre for Haas i 2022.

Kontraktforhandlingerne mellem Magnussen og Haas F1 Team er først ved at komme i gang, og de kan komme til at trække ud i månedsvis.

Men jeg tror på, de ender med en ny toårig aftale.