Det blev ikke nogen mindeværdig søndag i Italien for Kevin Magnussen og Haas.

Danskeren måtte skuffende udgå sent i Italiens Grand Prix efter problemer med bilen, og Magnussen lagde heller ikke skjul på skuffelsen efter løbet.

»Vi får et hydraulisk problem til sidst, og jeg var ved at miste servostyringen. Inden da låser jeg forhjulet i en kamp med en McLaren, og jeg er nødt til at køre i pit igen. Det var ærgerligt. Sindssygt svært, når man er nødt til at hænge i for livet,« lyder det fra Kevin Magnussen til TV3 Sport efter løbet og tilføjer:

»Man kæmper med næb og klør for at holde fast i sin position, og så er det at man er lidt udsat for at lave de fejl, som jeg desværre laver i dag. Men det så ikke helt håbløst ud. Ikke lige så dårligt, som det har været nogle af de andre gange.«

Langt henne i løbet så det ellers ud til, at Kevin Magnussen kunne få en fordel ud af flere af de andre køreres uheld og personlige fejl.

Men sådan skulle det ikke gå, og Kevin Magnussen måtte endnu engang kigge langt efter pointene.

Magnussen fik ellers foræret flere pladser undervejs i racet, fordi flere biler udgik eller måtte i pit med straffe og skader efter nærkampe rundt om på den hurtige Monza-bane.

Kevin Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, blev en ligeledes skuffende nummer 16.

Vinderen blev for andet løb i træk Ferraris Charles Leclerc, som tog sejren efter en hård og vild kamp med Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.