Skidt optakt i Monaco.

Kevin Magnussen fik torsdag en skidt optakt til sæsonens mest prestigefyldte Formel 1-løb. Efter at have domineret midterfeltet og suverænt vundet ’best-of-the-rest’ klassen i Spanien for 14 dage siden, var danskeren blot 16.-hurtigst i den indledende træning på gadebanen i Monte Carlo.

»Det ser ikke nemt ud denne weekend,« sagde han torsdag aften til BT.

»Vi ved godt hvor vores styrke er - og det er ikke på en bane som denne her. Men det burde ikke være så slemt, som vi oplevede i dag.«

Magnussen tilbragte på grund af et problem med brændstoftilførslen størstedelen af den indledende FP1-træning i pitten.

»Vi havde et problem med bilen, der betød, at jeg ikke fik kørt særligt meget,« forklarede han.

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»I anden træning var det bare skuffende - vi manglede vejgreb. Man justerer jo bilen specielt til denne her bane, der er ujævn, har mange langsomme sving og hvor man skal køre over curberne. Det er et setup med en blød affjedring, der lægger op til de ganske lave hastigheder, vi kører her. Vi har ikke prøvet det setup før, og nu undersøger vi, om nogle af de ændringer vi har foretaget, har gjort bilen dårligere. Vi ved, at vores bil har været god på alle andre baner, så vi skal bare have den til at fungere med det her specielle setup,« sagde danskeren.

Læs også: BTs Formel 1-ekspert: Jeg HAR set billedet af Magnussen – og bare rolig!

»Det et er mest i første sektor vi mister tid, så det er et ret specifikt problem, som vi heldigvis har god tid til at løse fredag. Feltet er meget tæt, så selvom vores placeringer ikke ser godt ud i dag, skal der ikke findes ret meget tid for at rykke ganske langt frem. Vi kan nok ikke forbedre os så meget, at vi kommer til at ligge i samme position som i Barcelona, men jeg tror på vi kan forbedre os,« fortsatte han.

»Vi har hele aftenen i dag og hele fredagen til at se på, hvad vi kan gøre, og jeg er sikker på, at vi skal ændre nogle ting. Jeg ved bare ikke endnu hvad der skal ændres.«

Foto: Luca Bruno
Vis mere

I Monaco introducerer Pirelli det nye hypersoft-dæk i en grandprix-weekend. Det er et dæk, Magnussen og resten af Haas-teamet var begejstrede for, da de i sidste uge testede det på Circuit de Barceloba-Catalunya udenfor Barcelona. Her i Monaco er det ikke helt så imponerende.

»Jeg er ikke 100 procent sikker på, at vi har fået de nye hypersoft-dæk til at virke optimalt – vi har ikke fået det op på den rette temperatur. Det er også noget vi skal arbejde på i morgen. Jeg er sikker på vi kan få mere ud af dem,« siger Magnussen.

Fredag er Formel 1-fridag i Monaco. Lørdag afvikles kvalifikationen, der på den smalle gadebane med omtrent ikke-eksisterende overhalingsmuligheder er mere afgørende end alle andre steder.

»Jeg har ingen ide om, hvordan der kommer til at gå i kvalifikationen,« indrømmer Magnussen.

Foto: Luca Bruno
Vis mere

»Vi er ikke der, hvor vi ønsker at være. Men jeg har ikke givet op – vi kæmper stadig for det!«

Trods de manglende omgange i FP1 sluttede Magnussen torsdagen som bedste Haas-kører. Hans teamkammerat Romain Grosjean var kun 18.-hurtigst; 2/10 sekunder efter danskeren.

I front blev det også understreget, at gadebanen i Monte Carlo stiller specielle krav til bilerne. Efter Ferrari og Mercedes dominerede sæsonens fem første løb, var det Red Bull-kørerne Daniel Ricciardo og Max Verstappen der dikterede tempoet i Monaco med Sebastian Vettel (Ferrari) og Lewis Hamilton (Mercedes) over et halvt sekund langsommere på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.