Kevin Magnussen starter som nummer 15 ved søndagens Formel 1-grandprix i Frankrig.

Det står klart efter lørdagens kvalifikation, hvor den danske Haas-kører ikke imponerede på Paul Ricard-banen i den sydfranske by Le Castellet.

Magnussens holdkammerat, Romain Grosjean, der har hjemmebane i Frankrig, sluttede på en skuffende 17.-plads i kvalifikationen og starter dermed også langt tilbage i søndagens grandprix.

Dermed ser det endnu en gang svært ud for Haas-mandskabet, der ellers godt kunne trænge til nogle point på kontoen.

Magnussen i aktion under lørdagens kvalifikation.
Magnussen i aktion under lørdagens kvalifikation. Foto: VINCENT KESSLER
Vis mere

Anderledes godt ser det ud for Mercedes. Holdets to racere starter forrest, når søndagens grandprix skydes i gang.

Helt i front er Lewis Hamilton, der lørdag sikrede pole position med en tid på 1 minut og 28,319 sekunder. Valtteri Bottas starter toer foran Charles Leclerc (Ferrari).

Magnussen havde inden lørdagens kvalifikation ikke vist meget, der gav høje forventninger hos Haas.

I den første af tre træninger blev han blot nummer 15, mens han i anden træning kørte den tiendehurtigste tid. I tredje træning var han igen nede som nummer 15.

Sidste år sluttede Magnussen som nummer seks i grandprixet i Frankrig, efter at have startet løbet på niendepladsen.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet og blev senere verdensmester.

I år ligger Hamilton også godt i kampen om at forsvare titlen. Briten fører det samlede klassement med 162 point foran holdkammeraten, Bottas, der har 133 point på andenpladsen.

Tyske Sebastian Vettel (Ferrari) ligger nummer tre med 100 point.

Magnussen har blot fået point i to af sæsonens syv kørte løb. Danskeren ligger samlet nummer ni med 14 point. Grosjean er nummer 17 med to point.

/ritzau/

Læs hvordan kvalifikationen forløb i livebloggen herunder: