Forholdet er stadig stærkt mellem Michael Schumacher og hustruen Corinna.

Sådan lyder det fra en af de mest betroede personer omkring den tidligere racerkører, manager Sabine Kehm.

»Corinna har altid sagt, at de var sådan et perfekt par, og de er stadig et perfekt par, hvis du spørger mig,« siger Sabine Kehm i podcasten 'Beyond the Grid'.

Igennem de seneste fem år er der ikke kommet mange ord om Michael Schumacher tilstand eller liv oven på den tragiske skiulykke.

Corinna og Michael i 2007.
Corinna og Michael i 2007. Foto: J.L.Cereijido
Vis mere

I podcasten sætter manager Sabine Kehm nu ord på familiens betydning for den 50-årige tysker. Før og nu.

Og altså om ægteskabet mellem Michael og Corinna Schumacher, der har været gift siden 1995.

Manageren fortæller videre, hvordan familien altid har spillet en stor rolle i Michael Schumachers liv. Ikke mindst i løbet af karrieren, der bød på mange rejsedage.

»Når han kom hjem til børnene, ville Formel 1 være langt, langt væk. Han havde brug for den form for privatliv. Familien har på den måde altid hjulpet ham med at lade op,« siger Sabine Kehm.

Corinna og Michael i 2000.
Corinna og Michael i 2000. Foto: PATRICK HERTZOG
Vis mere

Corinna og Michael i 1994.
Corinna og Michael i 1994. Foto: TORSTEN BLACKWOOD
Vis mere

Og kommer dernæst med endnu en antydning af, hvordan en flig af Michael Schumachers liv er i dag.

»Han har altid stået sin familie meget nær - og det gør han stadig. Desuden har han formået at holde fast i venner helt fra barndommen og til i dag. Det er også en god ting. Han har altid vedligeholdt venskaberne. Han har stadig en gruppe af meget nære og meget gode venner,« siger Sabine Kehm.

Som før nævnt er det sjældent - snarere ikke eksisterende - at der fra familiens side kommer nyt om Michael Schumacher.

Det skete dog også i begyndelsen af januar, da den tidligere racerkører fyldte 50 år.

Corinna og Michael i 2005.
Corinna og Michael i 2005. Foto: OLIVER MULTHAUP
Vis mere

'I kan være helt sikre på, han er i de bedste hænder, og vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe ham. Hav venligst forståelse for, at vi følger Michaels ønske, og derfor holder vi et så følsomt emne som hans helbred privat - som det altid har været,' lød det i en besked fra familien.

Michael Schumacher stoppede karrieren i 2012.

Sønnen Mick er også succesfuld på racerbanen og flere nævner ham som kommende Formel 1-kører. Datteren Gina-Maria dyrker ridesport.

Skiulykken skete kort før nytår i 2013, og Michael Schumacher er ikke blevet set af offentligheden siden.