Kevin Magnussen får ikke den afsked fra Formel 1, han havde håbet på. Danskeren bliver hæmmet i sit sidste grandprix i Abu Dhabi, hvor Mick Schumacher, der skal køre fulltime for Haas F1 Team i 2021, overtager hans bil i den indledende FP1-træning.

»Mick skal køre FP1-træningen for os, oparbejde relationer til alle i teamet og få en fornemmelse af bilen inden Young Driver-testen i næste uge,« forklarer teamchef Guenther Steiner.

Det er første gang i år, Haas udlåner en af deres biler. Tilbage i oktober var det planlagt, at Ferrari-juniorkører Callum Ilott skulle køre Romain Grosjeans bil i FP1-træningen inden Eifel Grand Prix på Nürburgring, men her blev hele fredagen aflyst på grund af tåge.

Det aflyste fredagstræning på Nürburgring betød også, at Mick Schumacher gik glip af sin FP1-debut, der var planlagt hos Alfa Romeo.

Haas-chef Guenther Steiner (med ryggen til) lykønsker Mick Schumacher med Formel 2-mesterskabet.
Haas-chef Guenther Steiner (med ryggen til) lykønsker Mick Schumacher med Formel 2-mesterskabet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Med beslutningen om at overlade Magnussens bil til Schumacher starter Haas F1 Team weekenden i Abu Dhabi med to rookies: Det er første gang, Schumacher Jr. optræder i en officiel grandprixweekend, og Pietro Fittipaldo fik sin officielle debut i sidste uge som stand-in for den skadede Romain Grosjean.

Kevin Magnussen har tidligere måttet afgive sin bil i FP1-træninger. Hos Renault var det i 2016 Esteban Ocon, der kørte Magnussens bil, og i 2017 overtog den nuværende Alfa Romeo-kører Antonio Giovinazzi ved en række lejligheder danskerens Haas.

Der er ingen tvivl om, at det er en ulempe ikke at køre FP1-træningen, og dengang sagde Magnussen:

»Der er jo ikke positivt, men det er, hvad det er. Man kommer lidt bagud, og det må man prøve at få indhentet i den anden træning.«

Hos både Renault og Haas har Kevin Magnussen tidligere måttet afgive sin bil i FP1-træninger.
Hos både Renault og Haas har Kevin Magnussen tidligere måttet afgive sin bil i FP1-træninger. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Med denne weekends udskiftning i Abu Dhabi sender Haas F1 Team er dobbelt signal: På den ene sider understreger man, at Mick Schumacher er fremtiden – på den anden side er det tydeligt, at man allerede har opgivet 2020.