De fleste der kender Peter Schmeichel, forbinder ham nok mest - eller nærmerst kun - med fodbold.

Men den tidligere landsholdsmålmand har også en stor interesse for Formel 1. Og Peter Schmeichel er ikke i tvivl, når han skal sætte ord på den danske racer i feltet, Kevin Magnussen.

»Der er kun 20 kørere, og vi har en af dem. Det taler ligesom for sig selv,« siger Peter Schmeichel til B.T. og fortsætter:

»Jeg tror, alle drenge og piger, der har benzin i blodet, drømmer om at få et af de sæder. Vi er så heldige, at vi har en dansker, der sidder der. Det er fantastisk at se ham og følge ham,« siger den tidligere målmand i sin hyldest af den danske racerkører.

De to Haas-kørere Romain Grosjean og Kevin Magnussen.
De to Haas-kørere Romain Grosjean og Kevin Magnussen. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Peter Schmeichel har selv altid fulgt meget med i Formel 1, fortæller han, og han stifter også tit bekendtskab med sporten i hverdagen.

For som sportspersonlighed er Peter Schmeichel selv en, der kommer vidt omkring.

Og her kan han mærke, at Kevin Magnussen er en mand, der har fået slået sit navn fast.

»Jeg rejser meget rundt i verden, og der hører jeg også om Kevin, så det er med stolthed. Og så kender jeg en del i Formel 1-verdenen, der også taler om ham som en af de bedste kørere. Det bliver spændende at se i år,« siger Peter Schmeichel, der onsdag eftermiddag selv prøvede lidt ræs.

Gokart Mini Le Mans event hos Power Racing i Herlev med mulig deltagelse af kendte som Kevin Magnussen og Michael Maze og Peter Schmeichel mfl. Magnussen, Maze og Schmeichel.
Gokart Mini Le Mans event hos Power Racing i Herlev med mulig deltagelse af kendte som Kevin Magnussen og Michael Maze og Peter Schmeichel mfl. Magnussen, Maze og Schmeichel. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Her var han med i et gokart-arrangement, men den tidligere landsholdskeeper er dog også meget ærlig, da snakken falder på hans præstation.

»Vi kan godt blive enige om, at dem der er toppen i denne her sport er ikke særligt store. Hvert eneste gram og kilo tæller, og en fyr som mig der vejer over 100 kilo har ingen fordele i gojart i forhold til andre,« siger Peter Schmeichel med et smil.

Han morede sig dog, selvom det nok ikke lige er en sport, han selv vil satse på.

»Det var sjovt, og jeg var heldigvis på hold med Kevin i dag. Det kunne have været sjovt at kunne sige, man var på hold mod ham, men der var nogle gutter i dag, der havde kørt meget gokart, som vi kørte mod. Det kunne man godt se, det var rigtig sjovt. Lad os bare sige, det ikke er min sport. Jeg er lige for stor til sådan en gokart,« siger Peter Schmeichel.