Renault vil gøre Christian Lundgaard til Formel 1-kører.

Den plan har ligget fast længe, og det betyder, at den nu 19-årige dansker næppe skal have penge med for at sikre sig en plads i 2022-feltet.

Men vejen til kongeklassen skal finansieres, og det koster mange millioner. Det anslås, at det for syv år siden i runde tal kostede omkring 50 millioner kroner at føre Kevin Magnussen frem til Formel 1, og international racing er ikke blevet billigere siden.

Magnussens vej til Formel 1 blev i første omgang finansieret af Den Blå Avis-grundlægger Karsten Ree og senere Bestseller-koncernens ejer, Anders Holch Povlsen. Magnussen kom allerede som 15-årig ind i McLaren-teamets talentprogram, men de bidrog ikke økonomisk til hans juniorkarriere.

Christian Lundgaard er bedre stillet hos Renault. Han var også 15 år, da han i 2017 blev optaget i Renault Sport Academy, og de seneste år har understreget, hvor meget man tror på den unge dansker, for Renault betaler nu en betydelig del af Lundgaards budget i Formel 2.

Her koster en sæson i runde tal mellem otte og 12 millioner kroner. Den højeste priser findes som udgangspunkt hos de bedste teams, og Lundgaard kører for ART Grand Prix, hvis kørere har vundet Formel 2-mesterskabet de to seneste år.

Men selv om Renault støtter Lundgaard massivt, skal han sammen med sit bagland selv finde en betydelig del af budgettet. Her spiller to danske investorer, den tidligere Daloon-ejer Hemming Van og forretningsmanden Kaj Andersen, der er bosat i Singapore, en afgørende rolle.

Med udsigt til at få del i kommende Formel 1-indtæger købte de allerede for et par år siden andele i 'racerforretningen Christian Lundgaard', og nu har Lundgaard også fået arbejdstøjfirmaet Mascot som stor, personlig sponsor.

Michael Grosbøl, ejer og direktør for Mascot International, med Christian Lundgaard.
Michael Grosbøl, ejer og direktør for Mascot International, med Christian Lundgaard. Foto: (presse-foto)
Vis mere

»Det handler om et syvcifret beløb, men jeg kan ikke komme nærmere ind på detaljerne,« siger ejer og direktør for Mascot International Michael Grosbøl til B.T.

Mascot vil med en omsætning på over en milliard kroner og 3.000 ansatte blive en vigtig partner for Lundgaard.

»Aftalen løber i første omgang til og med 2021-sæsonen,« siger Grosbøl.

Det er endnu ikke officielt, hvor Lundgaard kører i 2021, men alt tyder på, at han fortsætter hos ART Grand Prix med et klart mål om at vinde Formel 2-mesterskabet inden en Formel 1-debut i 2022.

»Aftalen med Christian er lavet aftalen omkring Formel 2, men hans 2021-program er endnu ikke helt på plads,« siger Grosbøl.

Mascots sponsorat af Christian Lundgaard kommer på et tidspunkt, hvor Kevin Magnussen mister sin plads i Formel 1-feltet til mere økonomisk velfunderede kørere.

Men Grosbøl har ikke overvejet af støtte Magnussen.

»Vi er kendt som et innovativt firma, så det passer godt til os at støtte et ungt talent på vej op,« siger han.

Arbejdstøjsfirmaet Mascot vil i resten af 2020 og hele 2021 have deres navn på Christian Lundgaards bil.
Arbejdstøjsfirmaet Mascot vil i resten af 2020 og hele 2021 have deres navn på Christian Lundgaards bil. Foto: (presse-foto)
Vis mere

»Mascot kan hjælpe mig på vejen mod mit mål Formel 1,« slår Lundgaard fast.

Lundgaards bil vil allerede i denne sæsons fire sidste Formel 2-løb være udsmykket med Mascots navn. Den danske teenager ligger inden finaleløbene i Bahrain på den samlede fjerdeplads i mesterskabet med 145 point.

Mick Schumacher, der efter alt at dømme skal afløse Kevin Magnussen i Haas-teamet, fører med 191 point. Russeren Nikita Mazepin, der ser ud til at skulle køre den anden Haas-racer i Formel 1-VM 2021, ligger på sjettepladsen med 140 point.

Efter Formel 1-finalen i Abu Dhabi midt i december forventes Christian Lundgaard at deltage i den årlige Young Driver Test.