Kevin Magnussens Haas-team leder desperat efter løsninger på de problemer, som det meste af sæsonen har umuliggjort gode resultater for danskeren og hans franske teamkammerat, Romain Grosjean.

Men bilen har stadig store problemer, hvilket blev klart under første træning fredag til søndagens grandprix på Hockenheim-banen i Tyskland.

Kevin Magnussens racer brød sammen under træningen og måtte slæbes tilbage til pitten.

Her fik mekanikerne liv i den, så Magnussen kunne komme tilbage på banen - dog uden at imponere.

Danskeren sluttede som 13 i træningen - mere end et halvt sekund dårligere end Grosjean på ottendepladsen.

Ferrari var hurtigst i træningen med Sebastian Vettel og Charles Leclerc foran verdensmester Lewis Hamilton i sin Mercedes.

Forud for træningen fortalte Magnussen til B.T., at holdet i jagten på problemløsning ville forsøge vidt forskellige setups af bilen til træningerne.

Danskerens bil var sat op identisk med den, han udgik med på Silverstone for to uger siden, mens han til fredagens anden træning vil have et helt nyt setup.

Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Grosjean derimod kører begge fredagens træninger med det setup, som teamet brugte til sæsonpremieren i Australien tilbage i marts.

Træningen må have givet stof til eftertanke hos Haas, da holdets "gamle" bilsetup fra sæsonstarten var klart hurtigere end den opdaterede racer, som Magnussen sad i.

/ritzau/