Kampen om pladserne i Haas spidser til.

Kevin Magnussens team har netop meddelt, at en af Ferraris juniorkørere, 21-årige Callum Ilott, allerede i det næste grandprix, der finder sted på Nürburgring 11. oktober, vil overtage enten danskerens eller Romain Grosjeans bil til den indledende FP1-træning.

»Callum har i år bevist, hvorfor Ferrari har så stor tiltro til ham,« udtaler Haas' teamchef, Guenther Steiner.

»Vi er glade for at kunne give ham muligheden for at køre vores Formel 1-bil på Nürburgring.«

En anden Ferrari junior-kører, Michael Schumacher søn Mick, får på Nürburgring chancen i en af Alfa Romeo-teamets biler i FP1, og senere på sæsonen vil endnu en Ferrari-junior, russeren Robert Shwartzman, også få en FP1-træning.

»Vi har endnu ikke besluttet, om Callum Ilott skal køre Magnussens eller Grosjeans bil på Nürburgring,« udtaler Haas-teamets pressechef, Stuart Morrison, til B.T.

Ferrari vil med de kommende FP1-tests af Schumacher, Ilott og Shwartzman afprøve deres juniorkørere med henblik på at skaffe dem en fast plads i Formel 1-feltet 2021.

Schumacher, Ilott og Shwartzman ligger i øjeblikket på henholdsvis første,- anden- og femtepladsen i Formel 2-mesterskabet, hvor danske Christian Lundgaard besætter fjerdepladsen.