Brasiliens Grand Prix blev endnu en fuser for Haas F1 Team og Kevin Magnussen.

I Formel 1-VM 2019 resterer nu kun VM-finalen i Abu Dhabi om 14 dage. Herefter er al fokus indstillet på 2020, og det ligner allerede nu den sæson, der kommer til at definere hele Kevin Magnussens Formel 1-karriere.

Det er her, det skal afgøres, om den sensationelle andenplads i debutløbet i Australien i 2014 bliver hans eneste podieplacering i en ganske lang Formel 1-karriere.

Eller om han endelig kommer til at kæmpe om de grandprix-sejre og VM-titler, talentet så rigeligt lægger op til.

Efter en meget stille 'silly season' i år, hvor kun to kørere bliver skiftet ud, er der lagt op til en kæmpe kører-rokade efter 2020-sæsonen.

Faktisk kan alle seks sæder i de tre topteam komme i spil. Hos Mercedes har både Lewis Hamilton og Valtteri Bottas kontraktudløb. Sebastian Vettels Ferrari-aftale udløber også, og Charles Leclerc bliver næppe hos italienerne, hvis Vettel fortsætter. Hos Red Bull har Max Verstappen kontraktudløb, og Alexander Albon er ikke sikret ud over næste sæson.

Drømmen er naturligvis, at Magnussen kommer ind i et af de tre topteam. Men selvom det ikke skulle ske i 2021, kan han stadig avancere i feltet. Haas vil også i årene fremover være det mindste team i feltet, og udskiftninger hos topholdene vil skabe nye muligheder for danskeren i den øverste halvdel af midterfeltet.

Haas F1 Team har været rigtig godt for Kevin Magnussen og hans Formel 1-karriere, men hvis drømmen om grandprix-sejre skal gå i opfyldelse, skal han før eller senere videre.

Og det skal være efter 2020.

Med de mange nye kontrakter, der skal indgås i 2020, vil mange sæder blive 'låst' frem til 2023. Til den tid vil Kevin Magnussen være tæt på 30 år, og hvis han ikke er kommet videre inden da, kommer han det næppe.

Det ER meget tidligt at snakke om 2021, men topholdene er allerede begyndt at afsøge markedet.

Magnussen vil med et stærkt forår 2020 kunne gøre meget selv. Men der skal også arbejdes i paddocken, og her har Magnussens bagland ikke altid været lige effektivt.

I år har Magnussen hen over sæsonen på flotteste vis sat sin erfarne, lynhurtige teamkammerat Romain Grosjean på plads. Der er desværre bare i alt for høj grad gået under radaren hos de store team – der har ikke været nogen, der konstant har gjort Toto Wolff (Mercedes' F1-boss), Mattia Binotto (Ferrari) og Christian Horner (Red Bull) opmærksomme på, hvor godt Magnussen reelt gjorde det.

Om den slags virker? Yeps!

I 2014, da Magnussen som ung debutant kørte lige op med sin aldrende McLaren-makker Jenson Button, var det alligevel englænderen, der fik en ny 2015-kontrakt. Blandt andet fordi hans dygtige manager, Richard Goddard, effektivt 'spillede' McLaren-ledelsen og medierne, mens Magnussens daværende manager, Dorte Riis, var helt væk fra brættet.

Kevin Magnussen og hans bagland skal allerede nu begynde at positionere sig i forhold til 2021.

Det kræver gode resultater på banen i 2020. Og en effektiv indsats i paddocken.