Kevin Magnussens fremtid peger lige nu mod den amerikanske IndyCar-serie, hvor især to ledige sæder ser interessante ud for danskeren.

Således er den 28-årige danske racerkører på jobjagt, efter det torsdag blev officielt, at han forlader Haas-teamet efter denne sæson.

Selvom Kevin Magnussen fortsat afsøger sine muligheder i Formel 1, ligner et skifte til IndyCar et mere sansynligt scenarie for den snart tidligere Haas-kører.

Her er danskeren allerede, ifølge B.T.s oplysninger fra flere kilder, ved at undersøge sine muligheder, og derfor har Kevin Magnussen garanteret også fundet ud af, at der er to ganske interessante biler ledige.

Det ene sæde er hos det store racerteam Andretti Autosport, hvor køreren Zach Veach har forladt teamet og bil nummer 26, der endnu ikke har en bekræftet kører for 2021.

Kevin Magnussen og Andretti Autosport kender allerede hinanden ganske godt, da danskeren lå i forhandlinger med holdet, da han i 2015 var uden et racersæde og reserve hos McLaren.

Interessen ydmøntede sig dog ikke til en aftale, men det er oplagt, at Kevin Magnussen og amerikanerne genoptager kontakten igen.

Faktisk skulle Andretti Autosport ifølge mediet Racer.com være ret opsatte på at have hele seks biler med i Indycar i 2021, hvor holdet lige nu 'kun' har fire racere bekræftet.

Derfor er holdet i markedet for at finde nye kørere. Men et sæde hos Andretti Autosport kommer angiveligt ikke gratis, og det vil ifølge Racer.com kræve, at en ny kører har penge med, hvis en aftale skal i hus.

Et andet sted i feltet har et af de helt store hold i Indycar også en ledig plads.

Her ser det nemlig ud til, at svenske Felix Rosenqvist forlader Chip Ganassi Racing for at tage til McLarens team i IndyCar.

Det efterlader Chip Ganassis bil med nummer 10 åben. Og det er en racer, der allerede har vundet løb i denne sæson, og derfor må være meget konkurrencedygtig i 2021.

Modsat Formel 1, hvor alle hold har to biler på gridden, er IndyCar langt mere liberalt indrettet.

Her kan de forskellige hold indsætte alt fra én til eksempelvis seks racere, hvis blot der betales for det.