Kevin Magnussen og Haas F1 Team fik en dårlig optakt til Steiermarks Grand Prix. Danskeren nåede slet ikke at sætte en tid i formiddagens FP1-træning, hvor et problem med Haas-racerens batteri holdt ham i pitten.

Haas-mekanikerne udskiftede både batteriet og den elektroniske styrebox, og det kan give Magnussen problemer senere på sæsonen: Hver kører har kun to nye eksemplarer af disse komponenter til hele sæsonen.

»Men jeg ved ikke, om de kan genbruges,« siger en skuffet Magnussen.

Om eftermiddagen var det tydeligt, at Haas´ VF20-model ikke er konkurrencedygtig over en enkelt, hurtig omgang. Bortset fra Daniel Ricciardo (Renault), der crashede voldsomt, var Magnussen og hans teamkammerst Romain Grosjean langsomst af alle.

Kevin Magnussen fik en dårlig start på Steiermarks Grand Prix på Red Bull Ring.
Kevin Magnussen fik en dårlig start på Steiermarks Grand Prix på Red Bull Ring. Foto: XPB/Grand Prix Photo
Vis mere

»Det ser ikke ud til, at vi har så meget at skyde med i kvalifikationen,« siger Magnussen.

Lørdag er det lagt op til heftige regnbyger over Red Bull Ring, og hvis kvalifikationen ikke kan gennemføres, vil man afvikle den søndag formiddag. Hvis man også må aflyse søndag, vil fredagens resultat danne grundlag for startopstillingen til søndagens løb.

Man Magnussen håber på at kvalifikationen kan gennemføres lørdag – i regnvejr.

»Jeg krydser fingre for, at  det regner i morgen,« siger han.

Formula One F1 - Steiermark Grand Prix - Red Bull Ring, Spielberg, Styria, Austria - July 10, 2020 Haas' Kevin Magnussen during practice, following the resumption of F1 after the outbreak of the coronavirus disease (COVID-19) Darko Bandic/Pool via REUTERS
Formula One F1 - Steiermark Grand Prix - Red Bull Ring, Spielberg, Styria, Austria - July 10, 2020 Haas' Kevin Magnussen during practice, following the resumption of F1 after the outbreak of the coronavirus disease (COVID-19) Darko Bandic/Pool via REUTERS Foto: POOL
Vis mere

Magnussens og Grosjeans Haas-racere er ligesom de øvrige biler med Ferrari-motorer langsommere end sidste år. Man forsøger at være diplomatisk, men der er ingen tvivl om at Ferraris 2020-motor er en skuffelse.

»Jeg tror ikke, teamet på nogen måde har gjort bilen dårligere,« siger Magnussen.

»Der er andre grunde. Hvis man ser på alle bilerne med Ferrari-motorer er der visse…ligheder. Og det er dem, der hæmmer os. Jeg kan bare se, at vi er langsommere på langsiderne end sidste år. Det betyder, at vi må reducere vores downforce. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det skyldtes motoren, men konklusionen er i hvert fald, at vi er blevet langsommere på langsiderne.«

Haas-teamet har modificeret de bremser, der sendte begge biler ud af Østrigs Grand Prix sidste weekend.

»Vi har forbedret bremserne, men det er ikke helt nok,« siger Grosjean.

Og Magnussen lægger ikke skjul på, at den øgede bremsekøling har hæmmet Haas-racerens topfart yderligere.

»De modificerede bremser har haft indflydelse på bilens opførsel,« slår han fast.