Sebastian Vettel er færdig hos Ferrari. Tyskeren meddeler tirsdag, at han forlader holdet ved årets udgang.

»Holdet og jeg er nået frem til, at vi ikke længere har et fælles ønske om blive sammen ud over denne sæson,« siger han.

Til Formel 1-holdets hjemmeside forklarer han videre, at økonomiske uoverensstemmelser ikke har spillet en rolle i processen, hvor hans kontrakt ikke bliver forlænget ved udløb ved udgangen af 2020.

»Det er ikke sådan, jeg tænker, når det kommer til at tage store valg, og det vil det aldrig være,« siger Sebastian Vettel.

Han kom til Ferrari i 2014, og som bedste resultat er han blevet nummer to i VM-stillingen. Han har vundet 14 grandprixer.

Indtil videre er der ikke kørt et Formel 1-løb i denne sæson på grund af coronakrisen, og ifølge Sebastian Vettel har den usædvanlige situation været med til at afklare tingene for ham. Han har brugt tiden på at 'tænke over, hvad der er det vigtigste i livet'.

»Jeg vil bruge tid på at tænke over, hvad der virkelig betyder noget i forhold til min fremtid,« siger han.

Det vides ikke, om han overhovedet fortsætter karrieren efter denne sæson. Eller hvem der skal afløse ham hos Ferrari.

Fra Ferraris side bliver der også lagt vægt på, at det afbrudte samarbejde er en fælles beslutning: 'Begge parter følte, at det var for det bedste'.

»Det var ikke en let beslutning at nå frem til i betragtning af Sebastians værdi som kører og person. Der var ikke en specifik grund, der ledte til denne beslutning ud over en generel opfattelse af, at tiden er inde til at gå hver til sit for at opnå hver vores mål,« siger teammanager Mattia Binotto.

Allerede mod slutningen af 2019 fik holdets stjerneskud, Charles Leclerc en ny lang kontrakt, mens det ikke var tilfældet med Sebastian Vettel.

Flere medier har siden beskrevet, hvordan Ferrari skulle have tilbudt den tyske firdobbelte verdensmester en etårig kontrakt med en stor lønnedgang.