Som afsløret i B.T. tirsdag får Kevin Magnussen konkurrence fra en tidligere Formel 1-kollega, når han sidst i denne måned debuterer i den amerikanske IMSA-serie ved 24-timers-løbet i Daytona.

Robert Kubica, der kørte for Williams i 2019 og i dag er reservekører for Alfa Romeo, stiller op for det danske team High Class Racing, der indsætter en Oreca 07 i LMP2-klassen.

»Jeg er taknemmelig for den chance, High Class Racing har givet mig,« udtaler Kubica, der i 2008 vandt Canadas Grand Prix. Få år senere blev han alvorligt kvæstet i en rallyulykke, der holdt ham ude af Formel 1 indtil 2019.

»Indtil nu har jeg hovedsageligt kørt sprintløb, så langdistance-racing bliver en ny udfordring for mig. Jeg glæder mig til at arbejde med teamet!«

Den 36-årige polak får danskerne Anders Fjordbach og Dennis Andersen som codrivere i Daytona, hvor også østrigeren Ferdinand Habsburg indgår i teamet.

Forberedelserne til 24-timers-løbet i Daytona starter officielt med træningsweekenden 'The Roar Before the 24 Hours' 22.-24. januar.

Inden da gennemfører mange team private test, og Kevin Magnussen får ifølge B.T.s oplysninger sine første omgange i Chip Ganassi Racings Cadillac 18. januar.

High Class Racing vil efter IMSA-løbet i Daytona fokusere på VM-serien, hvor Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, bliver makker med Andersen og Fjordbach.