Ferrari har forlænget kontrakten med den 22-årige Formel 1-komet Charles Leclerc.

Det oplyser det italienske hold mandag.

Den nye kontrakt løber til udgangen af 2024.

Charles Leclerc kom til Ferrari før 2019-sæsonen og hentede her ifølge holdets opgørelser to grandprixsejre, fire hurtigste omgange, syv pole positions og ti podieplaceringer.

Den nu 22-årige monegasker blev dermed holdets yngste Formel 1-vinder nogensinde, skriver formula1.com.

Før han fik sin debut på Ferraris Formel 1-team, kørte han som del af holdets kørerakademi og fik i 2018 sin debut i fuldblodsklassen hos Sauber-holdet.

- Jeg er meget glad for at blive hos Scuderia Ferrari. Den forgangne sæson har været en drøm af et år for mig, siger Charles Leclerc til Ferraris hjemmeside.

I sin debutsæson overgik han teamkollega og firedobbelt verdensmester Sebastian Vettel og sluttede på fjerdepladsen i kørernes VM-stilling.

- Med hvert overstået løb i år blev vores ønske om at forlænge kontrakten med Charles endnu mere selvindlysende, siger Ferrari-teamchef Mattia Binotto.

- Charles har været en del af vores familie siden 2016, og vi er mere end stolte af de resultater, vi har opnået med vores akademi.

/ritzau/