Formel 1-feltet 2021 er omtrent fyldt op, og der er ingen ledige pladser til Kevin Magnussen.
I den amerikanske IndyCar-serie, som Magnussen selv har nævnt som en klasse, han rigtig gerne vil prøve kræfter med, er alle de interessante sæder nu også besat.
De få pladser, der er tilbage i 2021-feltet, befinder sig i bundet af feltet. Her kræves det ifølge B.T.s oplysninger, at kørerne medbringer sponsorer for 20-30 millioner kroner.
Kevin Magnussen har i de seneste 10 år haft tøjkoncernen Bestseller-mærket Jack & Jones som en loyal partner. Hans plads i Haas-teamet har ikke været afhængig af Jack & Jones, der først blev sponsor for Haas, et år efter Magnussen skrev kontrakt med teamet.
Men i en kriseramt IndyCar-serie vil det efter alt at dømme blive afgørende, at Magnussen har en eller flere sponsorer med.
»Jeg tager ikke noget for givet,« siger Kevin Magnussen til B.T. om udsigterne til, at Jack & Jones fortsat vil støtte ham.
»Jeg har været super privilegeret at have Jack & Jones som en trofast partner igennem 10 år og har sat meget stor pris på deres støtte – de har haft en kæmpe betydning for min karriere. Men som sagt: Jeg tager det ikke for givet, at de også vil være med fremover. Det må tiden vise, men jeg håber at de i et eller andet omfang vil med på den videre rejse.«
Formel E, der også kunne være en kommende 'hjemmebane' for Magnussen, starter 2021-sæsonen allerede i midt-januar. De interessante teams, der betaler gode lønninger, har for længst annonceret deres kørere, og der er kun ledige pladser hos bundholdene.
Sportsvogns-VM, der slutter 2020-sæsonen i den kommende weekend i Bahrain, introducerer næste år et helt nyt reglement for såkaldte 'hypercars', der til dels er baseret på gadebiler.
Foreløbig er Toyota den eneste fabrik, der stiller til start i 2021, og som regerende verdensmester vil det være naturligt at fortsætte med de nuværende kørere.
Peugeot opbygger i øjeblikket et WEC-team, der skal debutere i 2022.
Her anses Romain Grosjean som en af de potentielle kørere, og måske kan franskmanden lægge et godt ord ind for Magnussen.