Kevin Magnussen sluttede den første træningsdag til Bahrains Grand Prix i Sakhir på 16.-pladsen.

Danskeren var 1,9 sekund efter dagens hurtigste tid, der blev sat af den nykårede verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes), og 0,3 sekund hurtigere end sin Haas-teamkammerat Romain Grosjean på 19.-pladsen.

Løbet på søndag afvikles efter mørkets frembrud, og det påvirker kørernes forberedelser, da to af de tre træninger finder sted i dagslys.

»Bil og dæk opfører sig forskelligt i lys og mørke, for asfalten bliver markant køligere, når solen går ned,« forklarer Magnussen.

»Derfor er det svært at justere bilen – det er kun i FP2-træningen (i mørke, red.) man rigtig kan bruge til noget.«

Kvalifikationen, der fordeler startplaceringerne til løbet, afgøres også i mørke lørdag fra klokken 17.00 lokal tid.

FP2-træningen blev afbrudt da Alexander Albon crashede dramatisk i sin Red Bull. Den unge thailænder har været under massivt pres de seneste måneder, hvor han efter Red Bull-ledelsens mening har været for langt fra teamets førstekører, Max Verstappen.

Fredagens crash øger kun presset på Albon, der slap uskadt fra ulykken. Mexicaneren Sergio Perez, der næste sæson mister sit nuværende sæde hos Racing Point til Sebastian Vettel, er klar til at afløse ham i 2021.

Kevin Magnussen under træningen i dagslys i Bahrain
Kevin Magnussen under træningen i dagslys i Bahrain Foto: FIA Pool via Grand Prix Photo
Vis mere

Hos Haas F1 Team, der udskifter både Magnussen og Grosjean efter denne sæson, er man også snart klar til at annoncere sine 2021-kørere.

»I skal bare have tålmodighed lidt endnu,« sagde teamchef Guenther Steiner på et pressemøde fredag.

»Jeg kender endnu ikke den præcise dato, men der går højst et par uger.«

Ingen i Formel 1-paddocken er i tvivl om at Haas´ 2021-kørere hedder Mick Schumacher og Nikita Mazepin. Grunden til at en officiel udmelding lader vente på sig er, at de begge deltager i Formel 2, der slutter sæsonen næste weekend.

Først herefter har de begge officielt kvalificeret sig til den super-licens, der er et krav for at køre Formel 1.