Kevin Magnussen starter efter en skuffende kvalifikation Ruslands Grand Prix (søndag klokken 13.10) fra 18. position.

»Det var ikke nogen god kvalifikation – det var virkelig nogle dårlige omgange!,« sagde en ærlig Magnussen.

»Jeg har egentlig haft god fart i bilen hele weekenden, men i dag kunne jeg ikke få dækkene til at fungere. Ingen af mine omgange var optimale – der var en masse trafik, og mine dæk blev for kolde. Det betød, at de ikke stod ordentlig fast på første del omgangen.«

Magnussen var 1/10 sekund langsommere end sin Haas-teamkammerat Romain Grosjean, der i en tæt bundkamp besatte 16.-pladsen.

Nederlaget til Grosjean er bemærkelsesværdigt af flere grunde. For det første er Haas-ledelsen i disse uger i gang med at vælge kørere til 2021-sæsonen, og indtil for nylig har Magnussen været det oplagte valg, hvis kun en af de to nuværende kørere skal fortsætte.

Men Guenther Steiner og Gene Haas har utvivlsomt bemærket, at franskmanden har været teamets hurtigste kører i de to seneste kvalifikationer.

Samtidig er Sochi Autodrom en af de baner, hvor Magnussen på forhånd var storfavorit i Haas´ interne kvalifikationsduel. Banens glatte asfalt arbejder imod Grosjeans kørestil, og han har hele weekenden haft problemer.

Omvendt har den russiske bane været den mest succesrige af alle for Magnussen, der har scoret VM-point i fire af sine fem løb i Sochi.

At Grosjean trods sine problemer med banen alligevel er hurtigere end Magnussen passer dårligt ind i danskerens kamp for at beholde sin plads i Formel 1-feltet.

Magnussen plejer at kunne sætte Grosjean på plads når starten går, og han satser på et godt løb søndag.

»Det så OK ud i vores long-runs under træningen. Ikke fantastisk, men i hvert fald lige så godt som vi plejer. Vi prøver igen i morgen!,« sagde Magnussen.

Kvalifikationen udviklede sig dramatisk, da Sebastian Vettel crashede voldsomt i sin Ferrari. Q2-kvalifikationen blev afbrudt, og det skete på et tidspunkt, hvor Lewis Hamilton var helt nede på 15.-pladsen. Da kvalifikationen blev genoptaget nåede Hamilton i allersidste sekund at sætte en tid, der bragte ham videre.

I den afgørende kamp om pole position i Q3 var Hamilton til gengæld i særklasse, og han tog pole position med mere end et halvt sekund ned til Max Verstappen (Red Bull) på andenpladsen.