Kevin Magnussen var uheldig under kvalifikationen til Brasiliens Grand Prix i Sao Paulo.

Efter en forrygende femteplads i første del af kvalifikationen, den såkaldte Q1, begyndte det at regne i Q2, og med en 10.-plads, der ville føre ham videre til den afgørende Q3, blev danskeren i pitten.

I mens tog Charles Leclerc (Sauber-Ferrari) chancen på den fedtede bane, og med en fantastisk omgang slog han danskerens tid. Dermed var Magnussen slået ud, og han sluttede kvalifikationen på 11.-pladsen.

Daniel Ricardo, der satte sjettebedste tid, rykkes på grund af et turbolader-skift fem pladser tilbage, og dermed starter Magnussen på 10.-pladsen. Han kan avancere endnu en placering på startgridden, for dommerne trådte sent lørdag aften dansk tid sammen for at behandle Sebastian Vettels opførsel under en kontrolvejning.

Her nægtede den tyske Ferrari-kører at slukke sin motor, og han ødelagde efterfølgende vægten.

En skuffet Kevin Magnussen var ikke i snakkehjørnet, da B.T. fangede ham efter kvalifikationen til Brasiliens Grand Prix.

Du var ikke på banen, da Leclerc slog din tid?

»Nej – hvad skal jeg sige?«

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Var det en teambeslutning at blive i pitten?

»Alting er en team-beslutning!«

Blev du overrasket over, at Leclerc kunne slå din tid?

»Jeg ved det ikke.«

Bliver det bedre i morgen?

»Det håber jeg.«

Er det en fordel at have frit dæk-valg?

»Det håber jeg.«

Håber du på regn eller tørvejr?

»Jeg ved det ikke…«

Kvalifikations-duellen afgøres i Abu Dhabi

Magnussens teamkammerat Romain Grosjean havde været langsommere end danskeren i både den afsluttende FP3-træning og Q1-kvalifikationen. Men han timede sin Q2-omgsng bedre, og kvalificerede sig på niendepladsen.

Det var syvende gang af otte mulige, at franskmanden slog danskeren i Haas-teamets interne kvalifikationsduel efter sommerferien, og set over hele sæsonen har Magnussen og Grosjean nu vundet 10 kvalifikationsdueller hver.

Dermed bliver kvalifikations-duellen afgjort med en decideret shoot-out i VM-finalen i Abu Dhabi om 14 dage.