Luk øjnene og læs ikke videre, Kevin Magnussen. Står en stribe Formel 1-eksperters vurdering til troende, så ryger sædet i den fineste motorsportsklasse efter denne sæson.
»Haas kan gå efter bedre muligheder end det nuværende kørerpar,« lyder en konklusion, der altså også kasserer danskerens nuværende holdkammerat, Romain Grosjean.
Det er magasinet The Race, der har gennemgået de jobmuligheder, der endnu er ledige i 2021. Her bliver hver eneste realistiske kørerkandidat vurderet i forhold til de hold, der endnu ikke har sat navne på kørerne for næste sæson.
Kabalen roterer især om Kevin Magnussens Haas-team og Alfa Romeo, hvor alle sæder stadig er i spil. Her bliver begge holds tilknytning til Ferrari også vægtet til at få betydning.
»Hverken Grosjean eller Magnussen har gjort nok i år - selv om man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, hvor meget mere de egentlig kan gøre i den nuværende situation - til eftertrykkeligt at fortjene endnu et år i Formel 1,« lyder det i den endegyldige konklusion hos magasinet:
»Hvis de altid præsterede deres bedste, ville man beholde dem begge. Men skulle man omvendt dømme dem ud fra respektive bundniveau, ville de begge hurtigt ryge ud.« Ikke mindst bliver der i den forbindelse lagt vægt på Kevin Magnussens 'frustrerende dyk i form' i de seneste grandprixer.
Journalisten Mark Hughes tilføjer i sin vurdering videre, at der anes en »stilstand« i Kevin Magnussens forhold med Haas, mens også makkerparret Magnussen-Grosjean synes »forældet«.
Samtidig understreger han, at tendensen i Formel 1 ofte går mod at prøve noget nyt. Det samme lyder fra journalisten Edd Straw, der i artiklen slår fast, at danskeren »ligesom Grosjean ikke vil stå øverst på listen hos et hold, der vil prøve noget nyt«.
Altså: Kevin Magnussen og Romain Grosjean kan ifølge The Race ikke regne med at blive ansat hos hverken Haas eller noget andet Formel 1-hold efter denne sæson.
Det skyldes ikke mindst, at der er utroligt mange kandidater i spil - både unge lovende talenter og ikke mindst de erfarne og velrespekterede Sergio Perez og Nico Hülkenberg, der står uden et Formel 1-sæde.
Om Nico Hülkenberg lyder det fra Edd Straw, at han ville »have meget at tilbyde Haas og Alfa Romeo«, mens han mener, at netop de to hold burde »stå på hovedet« for at sikre sig Sergio Perez.
Mest sandsynligt vurderer The Race dog, at tyskeren og mexicaneren ikke ender samme sted - men hver for sig hos enten Haas eller Alfa Romeo, hvert sted suppleret af en ung Ferrari-akademikører.
B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard har så sent som i sidste uge konstateret, at Kevin Magnussens job er 'i overhængende fare'.
Selv har den danske racerkører sagt således om sin fremtid:
»Jeg bekymrer mig ikke alt for meget. Der er hård konkurrence på kører-markedet i øjeblikket, og man kan aldrig være sikker på noget som helst i Formel 1,« lød det fra Kevin Magnussen inden det seneste grandprix på Mugello-banen, hvor han endte med at udgå for femte gang ud af ni mulige løb i denne sæson.
Han får dog en ny chance til at vise sit værd i den kommende weekend, når Ruslands Grand Prix skal køres. Du kan som altid følge kvalifikation og løb live her hos B.T.