Ligger du inde med 1,1 million kroner, der skal bruges på en helt særlig slæde, så har Kevin Magnussen et godt tilbud til dig.

Den danske Formel 1-kører har nemlig sat sin Porsche 911 Turbo 3.3 til salg.

Det fremgår af hjemmesiden elferspot.com, hvor bilen kan købes.

På siden beskrives bilen som både 'guddommelig' og 'skræmmende', og så skal man faktisk ikke være grøn til at sidde bag rattet den, hvis den skal køres godt. Det er også derfor, den har fået kælenavnet 'enkemageren', fremgår det.

Denne Porsche 911 Turbo 3.3 kan blive din for 1,1 millioner kroner.
Denne Porsche 911 Turbo 3.3 kan blive din for 1,1 millioner kroner. Foto: elferspot.com
Vis mere

Kevin Magnussen har tilsyneladende været utrolig glad for at køre i sin Porsche fra 1977 i løbet af sommeren.

For bilen har kørt hele 3000 kilometer, siden den danske stjerne købte den i foråret 2019.

Magnussen har tidligere fortalt til B.T., hvor glad han var for sin særlige bil.

»Den er superfed at køre: Den er gammel, og den mangler måske den komfort, moderne biler har, men jeg har altid syntes, at ældre biler er de sjoveste. Nye biler er jo så effektive og funktionelle og nemme at køre, at det efter min mening koster noget køreglæde.«

»Der er sgu noget glæde over at komme ud i min Porsche en kold morgen, og den så bare starter. Så bliver jeg glad. Og lidt overrasket. Der er også noget glæde ved at lave et godt gearskift – et helt perfekt gearskifte i Porschen giver lige et øjebliks lykke. Det ville helt sikkert være meget nemmere i en spritny BMW eller Mercedes, men jeg ville savne den fornøjelse, Porschen giver mig.«

Nu er det så en andens tur til at være ejer af et vaskeægte samlerobjekt.

Denne udgave af bilen er produceret i december 1977 og er derfor blandt de første biler fra 1978-klassen.

Det var samtidig ved udgivelsen af denne model, at motoren blev opgraderet fra 3,0 til den noget mere kraftige 3,3-liter motor med hele 300 hestekræfter.