Kevin Magnussen og Haas-teamet fik en dårlig optakt til Belgiens Grand Prix. Allerede i begyndelsen af fredagens træning viste det sig, at motorerne i begge Haas-biler skulle skiftes, og det arbejde holdt Magnussen og hans teamkammerat Romain Grosjean i pitten det meste af dagen.

Haas-mekanikerne måtte virkelig knokle for at gennemføre de to motorskift, og Magnussen takkede dem over pit-radioen. »Tak, drenge – tak for at skifte motoren,« sagde han.

Han lægger ikke skjul på, at han beundrer mekanikerne i denne intensive sæson.

»Jeg føler med dem,« siger Magnussen.

»De har virkelig nogle lange arbejdsdage, når vi er ude til løbene. Og de arbejder også på bilerne hjemme i hovedkvarteret. Vi kørere har det nemmere: Vi skal ikke på arbejde hver dag – vi skal bare møde op til løbene.«

Haas-mekanikerne fik begge biler tilbage på banen mod slutningen af den anden træning, men på en dag, hvor de fleste konkurrenter nåede mellem 40 og 50 omgange, blev Magnussen og Grosjean blot krediteret for 13 omgange hver. Den problematiske optakt efterlod Grosjean og Magnussen på henholdsvis 19.- og 20.-pladsen på resultatlisten.

I Magnussens bil skiftede Haas-mekanikerne selve forbrændingsmotoren, turboladeren og den såkaldte MGU-H, der skaber effekt ved hjælp at motorens varmeudvikling.

Alle kørere har tre af hver af disse komponenter til 2020-sæsonen, og det var Magnussens første skift. Det betyder, at han ikke får strafplaceringer på startopstillingen til søndagens løb.

Med hensyn til to af de andre komponenter i sin motor læner Magnussen sig op ad en straf. Hver kører må i år frit bruge to batterier og to styrebokse, og denne grænse har Magnussen allerede nået. Hvis han får brug for et nyt batteri eller en ny styreboks i et af sæsonens 11 resterende løb, vil det udløse en grid-straf med tab af startplaceringer.

Max Verstappen (Red Bull-Honda) satte dages hurtigste tid foran Daniel Ricciardo (Renault) og den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes). Startplaceringerne til Belgiens Grand Prix afgøres i kvalifikationen lørdag klokken 15.