Formel 1-ledelsen fjerner tre grandprixer fra kalenderen på grund af coronapandemien, skriver BBC.

USA, Mexico og Brasilien bliver fjernet fra løbskalenderen i Formel 1 på grund af coronapandemien.

Det beretter den britiske tv-station BBC.

Formel 1-ledelsen vurderer ifølge BBC, at det vil være uansvarligt at afholde de tre grandprixer, da alle tre lande er hårdt ramt af coronavirus.

Det var ellers planen, at Austin i Texas og Mexico City i Mexico skulle lægge asfalt til to grandprixer i slutninger af oktober, mens Formel 1-feltet skulle forbi Sao Paolo i Brasilien i midten af november.

Håber om at afholde et grandprix i Canada er også skrinlagt, skriver BBC.

Kalenderen bliver i stedet tilføjet tre ekstra grandprixer, der alle foregår i Europa.

Kevin Magnussen (Haas) og de øvrige kørere i Formel 1 skal ifølge BBC en tur forbi Nürburgring i Tyskland, Imola i Italien og Portimao i Portugal.

Coronapandemien har allerede sat et stort aftryk på Formel 1-sæsonen, hvor der indtil videre er afviklet tre grandprixer.

/ritzau/