Det starter godt for Kevin Magnussen og teamkollegaen Romain Grosjean, når det belgiske Formel 1-grandprix skydes i gang søndag eftermiddag.

Men selv om de to Haas-kørere har erobret startpositioner som henholdsvis nummer otte og ni efter en god kvalifikation og tidsstraf til andre kørere, holder de benene på asfalten.

»Jeg vil ikke lyde pessimistisk. Jeg er realistisk, for erfaringen fortæller os, at vi altid er dårligere i løbet, end vi er i kvalifikationen,« siger teamchef Günther Steiner til Ritzau efter lørdagens kvalifikation.

Den lange og kuperede Spa-bane i Ardennerne er svær for Haas, og problemerne er ikke blevet mindre af, at det var temmelig hedt under træning og kvalifikation - omkring 30 grader.

Ifølge teamchefen har Haas større problemer med høj varme på asfalten end de andre hold. Derfor er han godt tilfreds med en pludselig gave fra vejrguderne natten til søndag: Temperaturen er faldet over ti grader.

»Vi har altid problemer med overophedede dæk, fordi de glider. Hvis det er koldere, er belægningen på banen naturligvis køligere, og det vil hjælpe os. Men jeg ved ikke, om det er nok,« siger Steiner.

Ingeniører og mekanikere har været på overarbejde for at få fart i bilen i dagene op til løbet. Teamchefen mener, at bilen er blevet presset til det absolut yderste.

»Nu må vi se, hvordan det går, for vi har ikke været ret hurtige i selve løbene på det seneste. Men temperaturen falder meget, og det vil forhåbentlig være en hjælp for os. Hvis det regner, så vil det være fint for mig,« siger italieneren.

Haas havde succes i kvalifikationen til grandprixet i Belgien, men teamchefens forventninger er ikke alt for høje, da Formel 1-holdet ofte har problemer i løbene. Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Haas havde succes i kvalifikationen til grandprixet i Belgien, men teamchefens forventninger er ikke alt for høje, da Formel 1-holdet ofte har problemer i løbene. Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kevin Magnussen nåede for første gang siden slutningen af juni til sidste kvalifikationsrunde, Q3, hvor han dog endte sidst af de ti kørere.

»Det mærkelige med denne bil er, at vi kan køre godt i kvalifikationen. Men i løbene går det normalt ikke så godt. Det er noget, som vi arbejder med.«

»Det har helt sikkert noget med downforce at gøre, og nogle biler er bedre. Dækkene er meget svingene for os,« siger Günther Steiner.

Kevin Magnussen er godt tilfreds med sin kvalifikation, men danskeren tør ikke håbe på point.

»Jeg har ingen forventninger. Jeg kommer bare i morgen (søndag, red.), og så vil jeg forsøge at holde fast i min position,« sagde han lørdag eftermiddag.

Han har ingen forklaring på, hvorfor det denne gang lykkedes at kvalificere sig blandt de ti første efter tre løb uden succes.

»Jeg aner det ikke. Nogle gange er vi gode, andre gange er vi ikke. Det er som om, at vi har større problemer med dækkene end de andre hold.«

/ritzau/