Den danske racerkører Kevin Magnussen blev nummer 17 i Formel 1-grandprixet i Frankrig. Lewis Hamilton vandt.

Kevin Magnussen (Haas) havde ikke den bedste dag, da han søndag blev nummer 17 i Formel 1-grandprixet i Frankrig.

Lewis Hamilton (Mercedes), som var i total kontrol fra start til slut, vandt løbet foran holdkammeraten Valtteri Bottas.

Ind på tredjepladsen kom Ferrari-køreren Charles Leclerc, mens holdkammeraten Sebastian Vettel blev firer.

Foto: VINCENT KESSLER
Vis mere

Dermed udbyggede Hamilton føringen i den samlede stilling.

På førstepladsen har Hamilton nu 187 point, mens Bottas har 151 point på andenpladsen. Vettel er treer med 111 point.

Generelt var det et løb uden den helt store dramatik, og for Magnussen var der kun kortvarigt håb om en succesoplevelse.

Magnussen begyndte som nummer 15, og danskeren fik en god start med et par overhalinger og en placering som nummer 13.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Så kunne Haas så småt dufte VM-point, da der ikke var så langt op til top-10.

Men sådan gik det ikke.

På den varme asfalt på Circuit Paul Ricard i Frankrig fik Magnussen pludselig store problemer med at holde sin position.

Og kort efter var Magnussen blevet overhalet af både Lance Stroll, Alexander Albon og Daniil Kvyat.

Foto: BORIS HORVAT
Vis mere

Nedturen fik Magnussen til at beklage sig over radiokommunikationen med sit hold.

- Jeg er virkelig under stort pres her, lød det fra Magnussen med et opgivende tonefald.

Efter et pitstop, hvor Magnussen skiftede dæktype fra har medium til hard, røg han helt ned på sidstepladsen som nummer 20.

Herfra nåede Magnussen at hente fire placeringer, så det hele endte med en 17.-plads.

Undervejs blev Magnussen bedt om at forblive positiv over radioen, da det bare ikke var specielt opmuntrende ikke at kunne følge med de bedste eller selv de næstbedste biler.

Værre gik det for den anden Haas-kører, Romain Grosjean, som udgik, da der kun resterede få omgange.

/ritzau/