Endnu en gang måtte Kevin Magnussens teamkollega på Formel 1-holdet Haas, Romain Grosjean, forlade Albert Park i Melbourne i vrede i stedet for at gennemføre sæsonens første løb.

Franskmanden udgik med et løst hjul efter 31 omgange på banen.

»Jeg forlod bilen og råbte nogle grimme ord,« fortæller Grosjean om øjeblikket, da han efterlod sin sorte racerbil til officials.

Romain Grosjean kørte sig lørdag til en sikker sjetteplads i kvalifikationen, men lige så godt skulle det ikke gå ved søndagens løb.

Vis mere

Allerede kort tid efter start blev racerkøreren overhalet af Kevin Magnussen, der startede fra syvendepladsen. Grosjean formåede herefter at holde sig bag Magnussen, men alt gik galt, da han kørte i pit.

En pitfejl kostede Romain Grosjean dyrebare sekunder og sendte ham ud af top-10. Han fortsatte løbet og kørte flere omgange, inden han måtte udgå med et løst venstre forhjul.

»Jeg ved endnu ikke, præcis hvad der gik galt. Pitstoppet var meget, meget langt, og det føltes bare forkert på banen,« lyder det fra Grosjean.

»Det var ikke en god dag.«

Romain Grosjean i duel med Toro Rossos Alexander Albon. Vis mere

Langt bedre gik det for Kevin Magnussen, der kørte sig til en flot sjetteplads og sikrede Haas otte point.

Selv om den danske racerkører var tilfreds med sin egen præstation, var han også ærgerlig over, at det ikke lykkedes begge Haas-kørere at komme i mål.

»Det ærgrer mig på hele teamets vegne, men især på Grosjeans, fordi jeg ved, at han ville have fået en god placering,« siger danskeren og tilføjer, at han var glad for selv at have fået 'alle fire dæk på i pitten'.

Bemærkningen er en henvisning til, at det også gik katastrofalt for Haas i sidste sæson efter kørernes besøg i pitten på Albert Park.

Romain Grosjean udgår efter pitstop i Melbourne 17. marts 2019. (Foto Asanka Brendon RATNAYAKE / forskellige kilder / AFP) Vis mere

Dengang var et baghjul løst, da Magnussen kørte ud på banen, mens det hos Grosjean var venstre forhjul, der drillede.

Fadæsen kostede ikke kun holdet to gode placeringer og mulige point, men også en bøde på 10.000 euro, svarende til cirka 74.000 kroner.

Derudover blev flere Haas-folk udskiftet for at undgå en gentagelse af fejlen. Hvilke konsekvenser søndagens pitstop-fejl får, vides endnu ikke.

Det eneste, Haas' manager, Günther Steiner, vil oplyse, er, at fejlen ligger hos en person, der 'ikke er ny' på holdet.

/ritzau/