Det danske tøjmærke Jack & Jones tager nu officielt afstand fra Haas-teamets nye kører Nikita Mazepin.

Den 21-årige russer, der i den kommende sæson afløser Kevin Magnussen i Haas-teamet, postede 9. december en kontroversiel video på sociale medier, hvor han begramsede en ung kvinde.

Haas-teamet, der er afhængig af det trecifrede millionbeløb, Mazepin medbringer til teamet, har angiveligt clearet affæren internt.

Jack & Jones, der har været sponsor for Haas F1 Team siden 2017, meddeler nu:

Jack & Jones var med til at finansiere Kevin Magnussens vej til Formel 1.
Jack & Jones var med til at finansiere Kevin Magnussens vej til Formel 1. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Vi tager afstand fra den opførsel, den kommende Haas F1 Team-kører Nikita Mazapin har udvist.«

Samtidig meddeler det danske tøjmærke, der er en del af Bestseller-koncernen, at man afslutter samarbejdet med Haas F1 Team.

»Vores samarbejde med Haas F1 Team har hele tiden skullet afsluttes efter 2020-sæsonen. Der er ikke yderligere kommentarer.«

Jack & Jones støttede Kevin Magnussens juniorkarriere i Formel 3 og Renault World Series. Da Magnussen debuterede i Formel 1 for McLaren i 2014, måtte samarbejdet midlertidigt afbrydes, da det engelske team var sponsoreret af det tyske tøjmærke Hugo Boss.

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen indsatte i stedet et af sine andre selskaber, internetshoppen ASOS, som McLaren-sponsor. Samarbejdet sluttede, da Magnussen mistede sin plads i teamet, men Anders Holch Povlsen og Jack & Jones spillede igen en central rolle, da Magnussen i 2016 gjorde comeback i Formel 1 for Renault-teamet.

Bestseller-koncernen og Jack & Jones spillede en central rolle, da Kevin Magnussen efter et år på reservebænken i 2016 gjorde comeback i Formel 1 hos Renault.
Bestseller-koncernen og Jack & Jones spillede en central rolle, da Kevin Magnussen efter et år på reservebænken i 2016 gjorde comeback i Formel 1 hos Renault. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Jack & Jones var ikke med, da Magnussen i 2017 skiftede til Haas F1 Team, men indgik en aftale med det amerikanske hold i 2018.

Magnussen sagde for nylig til B.T. om et fortsat samarbejde med Jack & Jones uden for Formel 1:

»Jeg taget ikke noget for givet. Jeg har været superprivilegeret at have Jack & Jones som en trofast partner igennem 10 år og har sat meget stor pris på deres støtte – de har haft en kæmpe betydning for min karriere. Men som sagt: Jeg tager det ikke for givet, at de også vil være med fremover. Det må tiden vise, men jeg håber, at de i et eller andet omfang vil være med på den videre rejse.«

Udsigterne til et fortsat samarbejde synes gode. Den 28-årige dansker skal i 2021 køre i den amerikanske sportsvognsserie IMSA, og han optræder i de seneste dage på sociale medier i en ny køredragt, hvor Jack & Jones-mærket er centralt placeret.