Haas finder sig ikke i det.

Sådan lyder det fra Kevin Magnussens team, efter at danskerens holdkammerat, Romain Grosjean, sent søndag blev diskvalificeret fra Italiens Grand Prix tidligere på dagen, hvor han ellers var blevet nummer seks.

»Vi appellerer dommernes beslutning,« siger teamchef Günther Steiner.

Sagen opstod, fordi rivalerne fra Reanult efter løbet havde klaget over en detalje ved bunden i Romain Grosjeans racer. Stewarderne var enige og gav medhold i klagen.

'

»Vi er ikke enige i dommernes beslutning om at straffe vores hold, og vi føler helt klart, at vores sjetteplads i Italiens Grand Prix bør stå ved magt,« siger Günther Steiner.

Ifølge nyhedsbureauet AP havde FIA 25. juli stillet et krav om, at alle hold skulle leve op til nye krav for racernes frontparti inden det italienske grandprix.

Haas hævder at have sendt en e-mail til FIA, hvor det fremgik, at holdet ville 'forsøge at introducere opgraderingen' før grandprixet i Singapore 16. september.

Med sin flotte kørsel havde Grosjean ellers sikret sig otte point til den samlede stilling, hvor han derfor var kommet op på 35 point - 14 færre end teamkollega Kevin Magnussen.

Her er Romain Grosjean foran Renaults Carlos Sainz på Monza i Italien søndag - senere slog rivalen tilbage på skrivebordet. Vis mere

De point er foreløbig blevet fjernet, så Grosjean nu igen er 27 point efter sin danske kollega.

Hvis Haas havde fået de otte point fra Grosjeans sjetteplads, havde det betydet, at holdet var rykket forbi Renault i kampen om fjerdepladsen i konstruktørernes mesterskab.

Med diskvalifikationen bevarer Renault pladsen efter de tre dominerende hold, Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Mens Grosjean blev diskvalificeret på sjettepladsen, sluttede teamkollegaen Kevin Magnussen sidst som nummer 17 søndag på Monza-banen.

Her endte Lewis Hamilton (Mercedes) som vinder af grandprixet.