Romain Grosjean bryder sig ikke om, at alle meddelelser mellem bil og pit-radioen sendes ud til tv-seerne under weekendens Formel 1-løb.

Senest er både McLarens Lando Norris og Red Bulls Max Verstappen kommet i problemer, fordi temperamentet kogte over i raceren, hvorefter de begge måtte undskylde deres udbrud.

Kevin Magnussens teamkammerat Romain Grosjean er også kendt for at råbe højt i sin radio. Og han er ikke begejstret over, at alt, der bliver sagt i raceren, ryger videre ud til offentligheden.

»Cockpittet og radioforbindelsen med teamet er dit private miljø, og jeg bryder mig ikke om, at meddelelserne bliver sendt i tv,« siger Romain Grosjean til Autosport og fortsætter:

»Forestil dig, at vi viste alt, der blev sagt på en fodboldbane? Jeg tror, at det ville være mere kulørt.«

Romain Grosjean appellerer nu til større forståelse, når kørerne lader følelserne få frit løb.

»Du kan ikke altid sige, hvad du mener, for du er nødt til at respektere folk. Men vi er ikke perfekte, og det er jeg heller ikke. Jeg er meget langt fra at være perfekt,« siger han og peger på, at kørerne har svære betingelser, når de taler med pitten via radioen:

»Men du må også tage med, at vi kører med 330 kilometer i timen, hvor vi presser helt til grænsen og ved, at der er en risiko ved det.«

»Det er jo ikke sådan, at jeg sidder på min sofa med et godt glas vin og kommenterer på, hvad der foregår udefra set. Her ser det ret nemt ud,« siger han.

Romain Grosjean er ligesom Kevin Magnussen på jagt efter et nyt sæde i 2021, da han også forlader Haas-teamet efter denne sæson.

I den kommende weekend køres Tyrkiets Grand Prix.