Der er reelt fire ledige sæder til Formel 1-VM 2021 – og rygter her på Nürburgring antyder, at mindst et af dem besættes fredag. Her vil Alfa Romeo angiveligt annoncere, at Kimi Räikkönen fortsætter endnu en sæson. Den 40-årige finne slår på søndag Rubens Barrichellos rekord for flest grandprixer: Eifel Grand Prix på Nürburgring bliver Räikkönens 324. Formel 1-løb!

Den anden Alfa Romeo skal i 2021 køres af enten Räikkönens nuværende teamkammerat, Antonio Giovinazzi, eller Michael Schumachers søn, Mick.

Med de to Alfa Romeo-sæder besat bliver kampen om de to pladser hos Haas F1 Team intensiveret. Teamchef Guenther Steiner har tidligere udtalt, at han har op mod 10 kandidater til sine to biler, og torsdag sagde han, at der snart falder en afgørelse.

Kevin Magnussen, der har været Haas F1 Teams førende kører de sidste tre sæsoner, ved ikke, om han er købt eller solgt.

»Guenther har fortalt, hvordan hele processen er, så jeg går bare og venter på et svar,« siger han.

»Der er ikke sket noget de sidste par uger, der er værd at skrive om.«

Guenther Steiner har de seneste dage antydet, at man søger en langsigtet løsning med hensyn på 2022. Til den tid vil to af Magnussens hårdeste konkurrenter i kampen om Haas-sæderne, Sergio Perez og Nico Hülkenberg, være henholdsvis 32 og 35 år.

»Jeg er sikker på, at jeg også er på toppen i 2021 – jeg er lige fyldt 28 år og har stadig masser af år at give af,« siger Magnussen.

Weekendens Eifel Grand Prix kan blive et af de koldeste i Formel 1-historien. Torsdag var der omkring 10 gader i Eifel-bjergene, og temperaturen vil ifølge meteorologerne falde yderligere i løbet af de kommende dage.

»Jeg ved ikke, hvornår det bliver for koldt til at køre en Formel 1-bil, men det bliver en udfordring at få varme i dækkene i denne weekend. Det kan blive et problem at holde bilen på banen – jeg har prøvet at køre i temperaturer omkring fem grader ved en test i Barcelona, og det var virkelig svært. Det skal nok blive interessant at se på,« siger Magnussen.