Fred Vasseur handlede hurtigt.

Efter mindre end en time i jobbet som teamchef hos Sauber  skrottede han alle holdets planer om at indlede et motorsamarbejde med udskældte Honda.

Det fortæller han i et interview med Motorsport.com.

»Jeg begyndte 17. juli kl. 9 om morgen, og mødet var kl. 10,« fortæller Fred Vasseur til Motorsport.com.

Sauber har i flere år haft Ferrari som motorleverandør, og det samarbejde ville den nye teamchef hellere udvide.

Ikke mindst fordi Honda med Fred Vasseurs egne ord ikke var i ’særlig god form’ på det pågældende tidspunkt – tydeligt bevist af det nu kuldsejlede samarbejde med McLaren.

Allerede i sommer fortalte Fred Vasseurs kontakter hos McLaren ham, at teamet var på vej til at afbryde samarbejdet med Honda. Hvilket ville være yderligere komplicerende, da McLaren skulle levere gearkassen til Sauber.

For ganske rigtigt droppede McLaren siden samarbejdet med Honda, og har i stedet indledt et samarbejde med Renault.

»Forestil dig lige, hvis jeg i dag skulle bede om en gearkasse til Honda-motoren hos McLaren. Det ville have være et totalt mareridt,« siger Fred Vasseur.

Han var tidligere chef hos Renault, også mens Kevin Magnussen var på holdet i 2016. Til sidst kunne han dog ikke enes med racerchefen Cyril Abiteboul om strategien, og parterne gik fra hinanden.

Nu har han været hos Sauber i et halvt år, og det har ikke kun betydet et øget samarbejde med Ferrari – hvor holdet fremover får nyeste motormodel – og også Alfa Romeo er blevet en partner.

Fred Vasseur ser positivt på fremtiden.

»Force India er et godt sammenligningsgrundlag, for hvis vi kigger på deres hold, arbejder de med Mercedes på cirka samme måde, som vi gør med Ferrari,« siger Fred Vasseur:

»Men vi skal være tålmodige. Det her er et tre-femårigt projekt.«

Sauber blev i 2017-sæsonen dårligste hold i konstruktørernes mesterskab, hvor det blev til sølle fem point. To gange trillede en Sauber-racer i top 10.

Se også