Det har altid været drømmen. Hele hans liv har handlet om det ene mål.

At blive verdensmester i Formel 1.

Men for to år siden blev drømmen slukket, da Kevin Magnussen forlod Formel 1.

Nu lever den igen. Det fortæller Kevin Magnussen til B.T., som har talt med racerkøreren i forbindelse med Viaplay-dokumentaren 'Den bedste Kevin', der udkom søndag.

»Ja, helt klart. Jeg er tilbage, hvor alle muligheder lever. Det har været spøjst at skulle tilbage til det, efter jeg har skullet ændre mindset og syn på fremtiden,« fortæller Kevin Magnussen.

»Jeg er i sporten, og så kan tingene ske. Men jeg stresser ikke over det. Jeg tager det, som det kommer. Jeg er mere opmærksom på, at jeg kun kan gøre noget ved min egen performance. Min bedste chance er at gøre mit bedste og være stabil,« fortsætter den 30-årige danske racerstjerne.

Han er klar over, at der er rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis drømmen om at blive verdensmester i Formel 1 skal blive til virkelighed.

Og han er ikke bleg for at indrømme, hvad han mangler for at opfylde målet.

Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1 og drømmer igen om at blive verdensmester.
Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1 og drømmer igen om at blive verdensmester. Foto: EDGAR SU
Vis mere

»Der er mange ting. Jeg mangler mere af det hele. Mere held, flere omstændigheder der går min vej, mere stabilitet og mere teknisk kunnen,« siger Magnussen.

»Der er ikke noget, hvor man som sportsmand kan sige, at det er godt nok. Alt skal altid forbedres,« fastslår Magnussen, der har en fast tro på, at han ville kunne køre med om verdensmesterskabet, hvis han sad i en Mercedes eller Red Bull-racer.

Selvom en VM-titel igen er det ultimative mål for Kevin Magnussen, har han alligevel ændret sit syn på drømmen, siden først farvellet og siden comebacket til Formel 1.

»Det er en drøm, jeg har haft hele mit liv, så det vil betyde meget, hvis det lykkes. Men jeg ved nu, at der er andet i livet. Det gør bare ikke drømmen mindre,« siger han.

»Men der er andre ting, der også betyder noget,« fortsætter Magnussen med henvisning til sin familie.

I tiden mellem danskerens anden og nuværende, tredje periode i Formel 1, blev han far for første gang.

En livsbegivenhed, der også har haft stor betydning på et andet punkt i hans karriere. Det kan du læse mere om HER.

Dokumentaren 'Den bedste Kevin' gennemgår Kevin Magnussens vilde comebacksæson i Formel 1. Du kan læse B.T.s dom over sæsonen lige HER.