Indtil for nylig var Haas et af de mest harmoniske team i Formel 1-paddocken, men sådan er det bare ikke længere. For selv om Haas' VF19 måske er 'best-of-the-rest' i Formel 1-feltet 2019, kæmper teamet for ikke at blive 'worst-of-the-rest’. VF19'erens potentiale bliver simpelthen ikke omsat til VM-point.

Og så er der kørerne. Kevin Magnussen og Romain Grosjean har aldrig været hinandens bedste venner, men nu er det efterhånden klart, at de er decideret uvenner.

Pr-talk har længe forsøgt at skjule det dårlige forhold mellem Haas-kørerne, men efter deres seneste sammenstød i Hockenheim i søndags gider teamchef Günther Steiner ikke længere lade, som om alt er okay.

»Jeg er ikke psykolog, men jeg ved, at man ikke kan tvinge dem til at være gode venner. Jeg vil ikke blande mig i deres personlige forhold, for det må de selv finde ud af,« siger Haas-bossen og fortsætter:

»Jeg kan godt leve med, at de ikke taler sammen, så længe de respekterer teamet. Jeg er ligeglad med deres personlige kemi, så længe de opfylder deres forpligtelser over for teamet.«

Problemet er bare, at Magnussen og Grosjean med fire sammenstød inden for et år ikke respekterer teamet.

Det er tydeligt, at Steiner vil tage konsekvensen af det seneste sammenstød mellem hans kørere.

»Jeg sætter mig ned med begge kørere senere i dag,« sagde han torsdag middag på Hungaroring, hvor Formel 1-feltet varmer op til Ungarns Grand Prix på søndag.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Jeg vil høre, hvad de siger, og så må vi finde en løsning for fremtiden. Måske skal vi fra pitten fremover fortælle dem, hvordan de skal forholde sig, når de er i nærheden af hinanden. Nu er jeg nødt til at være streng ved dem.«

Han afviser, at han overvejer at fyre en af sine kørere i løbet af den kommende sommerferie.

Men han lægger dog heller ikke skjul på, at Magnussens og Grosjeans dårlige forhold kan få konsekvenser for næste sæson.

»I øjeblikket overvejer jeg ikke at udskifte en af dem i løbet af sæsonen, men det er klart, at deres opførsel på banen i år vil indgå i vores overvejelser omkring vores 2020-lineup.«